"Kan du ikke få min mor til at stoppe med at skælde ud?" Simon 8 år.

Indimellem skal vi voksne hjælpes lidt på vej af vores børn – vi tror fejlagtigt at det for det meste er den anden vej rundt - men børn kan lære os meget om den kærlige relation, hvis vi blot er åbne og lytter efter.

Børn er de mest tålmodige og overbærende væsner, jeg overhovedet kan komme i tanke om. I min klinik kommer jeg ofte i kontakt med delebørn, som primært pga forældrenes høje konfliktniveau har alvorlige problemer med enten at koncentrere sig, har psykosomatiske symptomer, oplever angst eller ligefrem depression. De stiller sig til rådighed på alle mulige måder for at hjælpe forældrene gennem diverse konflikter endda i en sådan grad, at det i de værste tilfælde bliver på bekostning af deres barndom. Så de bliver sådan nogle små kroppe, som alt for hurtigt har fået voksen adfærd og glemmer at lege, pjatte og nyde.

Noget af det arbejde jeg laver går ud på at hjælpe barnet med at formulere i positive vendinger, hvad det ønsker. Hvad kunne du have brug for mor eller far gjorde i stedet for det, de gør lige nu? Så barnets tankevirksomhed bliver optaget af, hvad han eller hun kunne ønske sig, modsat hvad de ikke ønsker. Mange af de børn, jeg kommer i kontakt med, formulerer sig primært ud fra sætninger, som peger væk fra det ønskede mål.

Den største øvelse for alle børn består i at finde fred med, at selvom de bliver gode til at formulere, hvad de inderligt kunne ønske sig f.eks. i måden de voksne kommunikerer på, så er det langt fra sikkert, at de voksne kan efterleve det. Én ting er at få de voksne til at lytte – og her kommer jeg også nogle gange på banen som barnets hjælper – en anden ting er at få begge voksne til rent faktisk at handle anderledes fremover, når bølgerne går højt. Nogle omstændigheder er så alvorlige, at der bliver man selvfølgelig nødt til at gribe ind f.eks. i forhold til vold, alkohol og overgreb, men rigtigt mange delebørn lever med forældre, der på næsten daglig eller ugentlig basis flipper ud over det ene og det andet.

Min oplevelse er, at børn i nogen grad har en særlig evne til at acceptere omstændighederne og forældrene, som de er. Selvom børn befinder sig i en ulige magtbalance og er dybt afhængige af forældrene, så kan de alligevel på et vist plan vise vejen til at tilgive alverdens små og måske endda større fortrædeligheder og alligevel elske både mor og far. Som drengen på ovenstående humoristiske billede, så ved børn instinktivt, at de er nødt til at acceptere forældrene, som de er for at komme videre. Det kunne mange skilsmisseforældre måske godt lade sig inspirere af i forhold til hinanden .....

Nogle gange skal man lige tælle til ti, trække vejret eller sove på det – hvad hjælper dig til at undlade at skælde ud?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hold dig i bevægelse

Hold dig i bevægelse

Det var et af mine råd, da jeg igår blev interviewet til en artikel om alvorlige livsforandringer - hvordan man kommer gennem chokket over enten at blive fyret, blive alvorlig syg eller blive skilt.

Hold dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning. Et råd, som jeg selv fik, da jeg for 15 år siden blev skilt, var at løbe hver dag. Nogle mennesker kan af forskellige årsager ikke løbe, men så kan man gå, cykle, danse eller noget helt andet. Det vigtige er, at man bevæger sig hver dag og får brugt det meste af kroppen og samtidig gerne mens pulsen kommer op. Herved får man rent kemisk både givet slip på stress hormonet adrenalin, men der bliver også mulighed for at oxytocin og endorfin kan blive frigivet i hjernen, så man helt naturligt kan opleve mere overskud til at håndtere hverdagens nye udfordringer.

I overført betydning kan det at holde sig i bevægelse forståes som en måde at være åben for nye måder at tænke om sin situation på, så man ikke bliver rigid og måske udelukkende tænker negativt om sin eks eller sin tidligere arbejdsplads. At man tillader sig selv at se på, hvilke nye muligheder denne forandring kan bringe med sig – også selvom det ikke er en situation, man selv kunne have ønsket sådan.

Når vi formår at holde os i bevægelse, så bliver det også nemmere for os at have overskud til at rumme vores børn, som naturligvis også bliver påvirket af enten alvorlig sygdom eller skilsmisse i familien.

Den omtalte artikel kommer i ugebladet Søndag om en måneds tid, men indtil da kan du læse andre artikler og mine gratis råd til at komme gennem sorgen på hjemmesiden: www.delebarn.dk

Hvordan holder du dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

En af de vigtigste måder at vise sin integritet på er ved at være loyal overfor dem, som ikke er tilstede

I denne uge døde manden bag overskriften på dette blog-indlæg og forfatter til bestseller bogen "7 gode vaner", Stephen Covey. I bogen beskriver han vane nr 5 på følgende måde: "søg først at forstå - derefter at blive forstået".

Begge citater fra ham fik mig til at tænke på sidste gang, jeg kørte i tog mellem Århus og København. Jeg sad i togkupé med en ca 50-årig far, der havde travlt med at tale i mobiltelefon næsten hele vejen. Som du sikkert ved, så varer sådan en tur lidt over 3 timer og han holdt faktisk ingen pauser mellem 3 forskellige opkald og talte i så højt et toneleje, at resten af vognen kunne følge med i alle detaljer. Man må høre meget, før ørerne falder af, som man siger....

Det første opkald var til hans kammerat, som han tilsyneladende ikke havde set længe, men som han dog alligevel ville fortælle om en episode, han dagen før havde haft med sin eks. Hun var blevet gal på ham og havde bedt ham om aldrig at henvende sig til hende igen. Han havde vist lånt nogle penge af hende tidligere, som han endnu ikke var i stand til at betale tilbage og det havde tilsyneladende fået hans eks til at huske en masse andre lignende episoder, som hun havde mindet ham om. Hun havde samtidig kaldt ham en dårlig far, mens deres 22-årige datter havde været tilstede i lejligheden og det generede ham kraftigt. Som han forklarede sin ven, så blev han nødt til også at fortælle sin eks ved samme lejlighed, at hun da heller ikke var nogen helgen. Desuden havde han en lang opremsning over alle de ting, som han havde gjort for eks´en, som hans ven i den anden ende af telefonen vist kunne bekræfte ham i, for han blev ved med ud i togkupéen at gentage sætningen: ”Synes du også hun er for meget? Ja, det er fanme for dårligt, jeg finder mig heller ikke i det mere!” Efter ca en times tid sluttede de samtalen af, for som han sagde, så skulle han lige nå at ringe videre til nogle flere.

Den næste person, der fik en opringning fra ham, var eks´en mor altså hans barns mormor. Hende havde han vist heller ikke talt med et stykke tid, men han forsikrede hende indlednings vist om, at hun stadig var den person i hele verden, der lavede den bedste flæskesteg og at han meget gerne ville komme på besøg med datteren en dag, så de sammen kunne hygge sig, som de plejede at gøre. Og så faldt talen på gårsdagens begivenhed han havde haft med hendes datter, som han tilsyneladende bare ville høre, om hun ikke også havde oplevet som værende urimelig ved flere lejligheder. Mormor kunne åbenbart bekræfte og sammen blev de enige om, at han havde været en tålmodig mand gennem årene og at han ikke skulle have det dårligt over at have sat hende på plads. Det havde mormor også selv været nødt til at gøre et par gange og det kunne han jo godt huske. Han afsluttede samtalen med et håb om, at nu hvor eks´en ikke længere kom hos sin mor, at han så kunne få lov at komme forbi en dag med barnebarnet, så de kunne spise flæskesteg sammen. Mormor bekræftede åbenbart i den anden ende af telefonen at invitationen stod ved magt, og således kunne han ringe videre til den sidste person på den togtur.

Datteren var den sidste, jeg hørte,der fik et opkald fra ham, hvor han indledte med at fortælle, at de begge var inviteret på flæskesteg hos mormor. Mormor, som han lige havde talt i telefon med, var rigtigt ked af at høre, at hendes mor havde opført sig så tåbeligt i går. Dernæst blev datteren vist berørt, for det næste han sagde var, at hun da ikke skulle græde, nu skulle han nok sørge for at få samling på familien igen. Men han kunne selvfølgelig ikke styre hendes mor. Og han syntes ikke, hun skulle tænke mere over det, men i stedet bare glæde sig til næste uge, hvor han ville arrangere, at de to sammen kunne komme på besøg hos mormor og spise flæskesteg. Desuden fik han også lige spurgt datteren: ”jamen, synes du da far kunne have gjort det anderledes i går?” Det havde datteren vist ikke nogen kommentar til, for umiddelbart bagefter fortalte han videre om, at det jo havde stået på i mange år og at man ikke sådan kunne lave om på hendes mor, det vidste hun jo også godt.

Da jeg steg ud af toget, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det mon var for et liv dette 22-årige delebarn havde haft. Bare ovenstående telefonsamtale sagde mig, at hendes liv må være præget af mange udfordringer ift loyalitetskonflikter mellem mor og far, selvom hun faktisk på nuværende tidspunkt er voksen. Jeg gætter på, at hun sikkert sjældent har oplevet sine egne behov som første prioritet hos mor og far og mest af alt, at hun mange gange før har hørt far (og evt også mor) omtale den anden forælder i negative vendinger. Det skaber uro og emotionel smerte i alle børn uanset alder.

De forældre kunne virkelig have gavn af at tillægge sig nogle andre og mere konstruktive vaner om at lytte og forsøge at forstå den anden samtidig med IKKE at tale dårligt om nogen, som ikke er tilstede.

Hvordan undgår du at omtale din eks i negative vendinger overfor jeres delebarn?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hvor god er du til at se din eks fra flere vinkler?

Victor, som er 4 mdr. gammel, mestrer allerede en vigtig kompetence i livet – nemlig at se tingene fra et anderledes perspektiv og kan smile samtidig. Han kan godt lide at vende hovedet og kigge på de voksne ud fra deres spejlbillede. Men hvad sker der egentlig med os voksne, når tingene bliver vendt lidt på hovedet? Hvordan bevarer vi kontakten til det nysgerrige indre barn, der smiler ved synet af et menneske vist fra en ny vinkel f.eks. i form af en eks nu med ny kæreste? En ting er at føle sig såret og forsmået, hvis man er blevet valgt fra uden selv at være klar til et brud. En anden ting er, hvad man gør i livet generelt, når tingene bliver vendt på hovedet og man er nødt til at håndtere forandringer? Hvad var det oprindeligt, der fik dig til at grine sammen med din eks? Hvad kunne I godt lide at lave sammen, som fik dig til at slappe af og være nysgerrig på mere? At komme i kontakt med positive oplevelser fra jeres tid sammen kræver mod i første omgang, for det kan give en følelse af sårbarhed og savn. Men det kan faktisk hjælpe til, at du bliver en bedre deleforælder for jeres fælles barn. På den måde bliver du i stand til at relatere til det punkt, hvorfra dit barn har kontakt til den anden forælder. Selvom vi som voksne kan have vores konflikter om det ene og det andet, så formår de fleste forældre heldigvis stadig at skabe en glad og positiv kontakt til deres børn. Netop den positive kontakt kan vi støtte op om, ved selv også at få kontakt til et nuanceret syn på vores eks, for derved bidrager vi til et balanceret liv for vores delebørn, hvor de kan føle sig fri til at holde af både far og mor.

Billedet af Victor får mig til at tænke på, hvor ofte jeg selv som barn yndede at ligge med hovedet nedad for at se på andre ansigter, når de talte. På den måde ville deres underlæbe ud fra mit syn blive til deres overlæbe og det fik mig altid til at grine højlydt. Nogle gange kan det nok være sundt at være i stand til at se på andre mennesker ud fra en anderledes synsvinkel eller blot at se på situationer ud fra et lidt mere nuanceret udgangspunkt. Der er mange måder at se på mennesker og nogle gange glemmer vi, at vi selv vælger vores optik, uanset hvordan de opfører sig ....

Hvad hjælper dig til at have et nuanceret syn på din eks?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Selv royale børn har brug for halvsøskende

Måske du så barnedåb for et par uger siden, hvor dronningens nye bedårende barnebarn blev døbt Athene Margeritte Francoise Marie. Den kongelige konfessionarius Erik Norman Svendsen holdte dåbstalen i Møgeltønder kirke og indledte med følgende:

"Danmarks nye prinsesse er privilegeret. Her tænker jeg ikke først og fremmest på, at hun er født ind i den kongelige familie og skal bo på et slot. Jeg tænker på den omstændighed, at hun fra starten har tre brødre, der vil vide at stille op for hende, beskytte hende og også opdrage og måske forkæle hende. Inden hun overhovedet lærer navnene på sine tre brødre, vil hun fornemme nærværet af prins Nikolai, prins Felix og den lille prins Henrik......Alle vil gøre deres til, at hun får lov at vokse op som andre små piger, omgivet af kærlighed og nærvær.”

Sådan udtaler han sig om prinsesse Athene´s fordele i livet på trods af, at treårige Prins Henrik er den eneste af prinsessens tre brødre, med hvem hun har begge forældre tilfælles.

Jeg blev rørt over at høre dåbstalen og tænker, at det måske også har berørt nogle af jer. Rigtigt mange delebørn har søskende, papsøskende og halvsøskende. Ligegyldig hvem der er mor eller far til dem, så får de en helt særlig betydning i (dele)børnenes liv. Der opstår et unikt bånd mellem børnene, som fornemmes og opleves på trods af det biologiske ophav.

Det vores opgave som forælder at værne om den kærlige relation, også selvom vi som voksne måske ikke selv har samme kontakt. Nogle delebørn lærer nye søskende at kende gennem far´s eller mor´s kæreste, som på sin vis måske intet har med os voksne at gøre, og alligevel må vi forstå og huske på, de er vigtige personer i vores barns liv og dermed støtte op om at bevare kontakten, så barnet over tid oplever sammenhæng. Noget af det som er særligt sårbart for et delebarn kan nemlig være, hvis det ikke oplever kontinuitet. Det er et faktum, at når skilsmissen indtræffer, så forandres børnenes liv grundlæggende og uigenkaldeligt – og det må vi alle leve med. Men den gode nyhed er, at vi faktisk kan hjælpe barnet med at opleve sammenhæng i livet ved at støtte op om alle de kærlige relationer, som de møder på deres vej.

Og det er netop sådan en kærlig relation, som strækker sig forbi navn og biologisk ophav, som refereres til i dåbstalen om den lille nye prinsesse. Alle tre prinse-brødre vil bidrage til, at den lille nye prinsesse bliver opdraget, beskyttet og sikkert også forkælet, uanset om de har samme mor eller ej. Børn fornemmer vigtigheden heraf, selv før de kender hinandens navne.

Hvordan bidrager du til at dit delebarn kan bevare kærlige relationer over tid?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hvordan er det at være delebarn i multi-patchwork familie?

Så blev Iben Hjejle og Casper Christensen skilt - Danmarks celebritypar nummer to efter kronsprinseparret. Det kan i sig selv være interessant for nogle mennesker at læse om, men det jeg hæfter mig ved er undertitlen til artiklen i Alt for damerne 02/05 2012: ”Børn skal ikke fratages de voksne, de har krav på, siger Iben Hjejle, som stadig er til rådighed for eks-manden Casper Christensens børn. Desuden tilføjer hun : ”Og de børns liv, man har meldt sig ind i, kan man ikke melde sig ud af.”

På den måde tager hun fat på emnet om det, at være blevet bonusmor og have en særlig betydning i nogle børns liv, som ikke forsvinder, blot fordi hun så senere bliver skilt fra børnenes far. I dette tilfælde har disse børn tidligere oplevet deres biologiske fars og mors skilsmisse, på den måde oplever de et net af familiesammensætninger. Ifølge Danmarks Statistik findes der 37 forskellige familieformer, som kan sammensættes på kryds og på tværs.

I denne uge var Helle, som er direktør for delebarn.dk, i Go´Mor´n Danmark med sin mand Jesper. Hans eks var også i studiet med sin nye mand samt deres nye fælles børn, den nye mands pige fra tidligere ægteskab, samt de børn som Jesper også havde med sin eks. Du kan læse mere om de mange forskellige familieformer og se et klip fra deres sammensatte familie på følgende link:

http://go.tv2.dk/articledag/id-50026107:s%C3%A5-mange-danskere-bor-i-en-kernefamilie.html

Hvordan er det mon at være delebarn i en multi-patchwork familie?

Mange børn, som jeg taler med, synes faktisk, det kan være meget godt på den måde at få udvidet sin familie. Hvis nu mor bor alene, så kan det indimellem være rart, hvis der er en ny kæreste hos far, som også bringer nogle børn ind i hjemmet eller omvendt, hvis det var mor, som havde fået en ny kæreste. Nogle gange får mor og far jo også flere børn med den nye kæreste, så på den måde kan familien vokse sig større og større. Men det kan også opleves som værende problematisk for delebarnet, hvis de måske ikke bryder sig helt så meget om den nye kæreste af forskellige årsager – sådanne samtaler har jeg også en del af.

Det er interessant, at Iben Hjejles vinkel på det at være fraskilt bonusmor handler om børnenes behov. Nemlig det, at børnene har krav på, hvis de ønsker det, at have kontakt til en eks bonusmor eller eks bonusfar. Og at vi voksne har et ansvar for at stille os til rådighed for disse delebørn, som hun selv gør - også efter skilsmissen. Vi har desuden også et ansvar som biologisk forælder for at gøre dette fortsatte møde mellem delebarnet og en evt eks bonusforælder mulig fremover, præcis som Casper gør. Hertil kommer at børnenes biologiske mor jo også kan bidrage til, at støtte op om, at børnene fortsat har mulighed for at have kontakt med deres eks bonusmor.

Hun udtaler endvidere; ”hvis man ikke kan få det til af fungere i et parforhold, kan man i det mindste vise børnene, at man ikke har taget fejl af de mennesker, man har introduceret i deres liv. Og at de mennesker bliver ved med at være der.”

Det gør mig inderlig glad på børnenes vegne, at der findes forældre, som er gode til lige netop at tage hensyn til delebarnet, som jo fra begyndelsen intet har med de voksnes forhold at gøre. Det er de voksne der bliver forelskede eller skilt. Mange delebørn bliver introduceret til flere voksne gennem opvæksten og de voksne kan være med til at hjælpe delebarnet ved at sørge for, at de har kontakt med dem, hvis de ønsker det, også efter en skilsmisse. - Og faktisk er det børnenes ret!

Du kan læse mere af artiklen her:http://www.altfordamerne.dk/kultur/kendte/iben-hjejle-caspers-og-min-skilsmisse-har-varet-meget-civiliseret/

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Ønsker du også flere medlemmer i din familie?

Når børn tegner, så må man nogle gange som voksen være opsøgende på, hvad tegningen egentlig rummer

Da jeg så denne tegning, blev jeg nysgerrig på, hvad det er for nogle væsner i baggrunden til højre. Og faktisk viser det sig, at de rummer en hel fortælling om barnets verden, ønsker og drømme. Louise, bor alene med mor, som også er afbilledet på tegningen. De har det godt sammen og ser glade og kærlige ud, men der mangler alligevel noget i Louises liv. Hun kunne nemlig godt tænke sig en far og en søster eller bror.

Når jeg taler med delebørn, så hører jeg ofte, at de ikke synes, de har en 'rigtig' familie, hvis de udelukkende bor med én forælder – også selvom de også har kontakt til den anden forælder. Der kan ligge mange behov bag sådan en udtalelse og det er naturligvis individuelt fra barn til barn, hvad de mener med det, men ofte bunder sådanne udtalelser sig i ønsket om at gøre sin barndom hel igen. Det kan være følelsen af at ønske at være som kammeraterne med en mor og en far og nogle søskende, eller erkendelsen af at noget er blevet grundlæggende forandret. Og det magiske, som især sunde børn er rigtigt gode til, er at de så finder kreative måder at formidle og bearbejde dette behov på. Det er jo på ingen måde sikkert, at virkeligheden ville være så fantastisk for lille Sofie, hvis mor rent faktisk fandt sig en kæreste, som flyttede ind med sin søn eller datter – det kan godt være, men det er ikke nødvendigvis det, der skal til for skabe fred i Sofie´s sind. Derimod kan Louise og andre delebørn have brug for at mærke og dele sine oplevelser med nogen, som kan rumme, at sådan har hun det rent faktisk lige nu. Louise kunne godt tænke sig en far og en søster eller bror og mærker et savn.

Hvordan rummer du bedst dit barn, når det mærker savn?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Skilsmisse kan være det bedste for alle

Skilsmisse kan være det bedste for alle, mener Linda Hauge, som er hypnoterapeut i Århus. Hun beskriver forældre, som kommer i hendes klinik som værende splittede over det svære valg de står i, når de skal beslutte sig for, om de skal skilles eller ej. Og vigtigst af alt så beskriver hun, hvilken indvirkning sådan en tilstand mellem forældrene kan have på børnene - uanset om de vælger at blive skilt eller ej.

Hun forklarer, at det er stemningen, der skaber uro og smerte i både børn og voksne og sjældent selve den handling, som skilsmissen udgør. Det er interessant læsning om at gøre sig fri for begrænsende overbevisninger og følge sit hjerte istedet til gavn for alle parter.

Du kan læse hendes indlæg her:

http://lindahauge.dk/category/skilsmisse-eller-ej/

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

En helt særlig farmor

At være farmor er et vidt begreb – nogle mestrer opgaven mere kærligt end andre.

Bare titlen på dette indlæg kan måske få én til at associere til filmen ”Flyvende farmor” med Jytte Abildstrøm. Denne farmor, som jeg vil beskrive, er faktisk også både eventyrlig og magisk, men hun er ikke blot et ønske-scenarie for os herinde på delebarn.dk, hun findes rent faktisk i virkeligheden. Det kan jeg bevidne, for jeg har selv mødt hende.

Jeg har lært hende at kende gennem en dreng på 13 år, som jeg i denne sammenhæng vil kalde Søren. Søren er både heldig og uheldig på samme tid. Han kan føle sig uheldig, fordi hans mor og far flyttede fra hinanden, da han kun var få år gammel. Kort tid efter separationen flyttede Sørens far til udlandet, hvor han har boet lige siden, så Søren ser kun sin far et par gange om året. Det har gennem Sørens barndom ikke været så heldigt. Modsat har Søren været heldig med så mange andre ting, som f.eks. at hans far kommer hjem med meget dyre gaver til ham. Og Søren var ikke særlig gammel, da han var ude at flyve jorden rundt for første gang, da han skulle besøge sin far i udlandet. Søren er også heldig med at have en mor, som har taget sig af Søren i al den tid, hvor hans far ikke var i nærheden (læs: næsten hver eneste dag!). Hun har været til forældremøder, lavet madpakker, læst godnat historier og meget mere, som man gør, når man bor som alenemor med sin søn. Hun har også trøstet Søren, når han har savnet sin far. I mellemtiden fandt hun sig også en anden kæreste, som flyttede ind og boede en periode sammen med Søren og hans mor. Og faktisk skete der det utrolige, at Sørens mor blev gravid med ham, og fik en pige, så Søren fik en lillesøster. Efter nogen tid, flyttede Sørens lillesøsters far, og Søren kom til at bo alene igen med sin mor og sin lillesøster.

Der var dog nogle dage, hvor Søren ikke var sammen med sin mor og sin lillesøster, og det var når, han skulle på besøg hos farmor. I en periode kom farmor og hentede ham en eller to gange om måneden i weekenderne, hvor Søren kunne komme på besøg hos farmor og snakke om far og hygge sig uden lillesøster. Nogle gange kom lillesøster endda også med, selvom farmor jo faktisk ikke var farmor for hende, men kun for Søren. Og farmor strikkede trøjer både til mor, lillesøster og Søren, det var hun god til.

Og så skete der det utrolige, at mor fik en ny kæreste, som flyttede ind hos Søren og hans mor og lillesøster. Og ham her den nye kæreste blev så glad for Sørens mor, at han friede til hende. Så nu bor Søren sammen med mors nye mand, mor og lillesøster. Til brylluppet kunne Sørens far desværre ikke komme fra udlandet, og lillesøsters far var heller ikke med, men det var i stedet farmor! Og hun holdt tale om, hvor taknemmelig hun var for at kunne følge Søren gennem hans opvækst, fordi mor og farmor stadig var så gode venner. Hun fortalte også om, hvor glad hun var for, at Sørens mor nu var blevet gift med sådan en dejlig mand, som Søren kunne hygge sig med og lave drenge-ting med.

Se det er faktisk en helt særlig farmor, som endda findes i virkeligheden.

Kender du også en bedsteforælder til et delebarn, som har lignende evne til at holde sit hjerte åbent, så delebarnet kan føle sig stolt og fredfyldt over relationen, så fortæl gerne mere.....

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Bare mine forældre ikke var skilt

”Det gør så ondt at være væk fra ens mor. Det kan godt være, at nogle af jeres forældre også er skilt, men de fleste af jer kan sikkert se dem hver dag, fordi de bor tæt på jer. Men min mor bor i et andet land, og vi rejser ikke så tit dertil, måske hvert fjerde år.”

Iman på 14 år fortæller i en essaysamling om, hvordan det føles at forældrene er skilt og bor i hvert sit land

”Jeg var tre år, da mine forældre blev skilt. Jeg ved ikke hvorfor, men det var sikkert på grund af nogle problemer mellem dem. Jeg bor sammen med min far, som er verdens dejligste far. Han giver mig altid det, jeg gerne vil have. Min mor bor desværre ikke her i Danmark. Hun bor i et andet land. Hun blev gift igen og har også fået børn, så det vil sige, jeg har fået halv-søstre. Jeg er virkelig ked af, at mine forældre er skilt. Og jeg ville ønske, at vi boede sammen i en lykkelig familie uden problemer.”

Unges sorg skal også ses og høres, og det hjælper at sætte ord på svære følelser. Iman har oveni sorgen over skilsmissen desuden også svært ved at komme til at tilbringe tid hos sin mor, fordi hun bor i et andet land. Jeg oplever ofte i mit arbejde med familier i sorg, at det kan være rigtigt svært og endda medføre kompliceret sorgproces, hvis den ene forælder opholder sig i udlandet.

Har du gode erfaringer på dette område, som du vil dele?

Essaysamlingen er et resultat af en konkurrence mellem 168 unge fra hele landet, hvoraf 30 essays er valgt ud og netop blevet udgivet. Hvis du har lyst til at læse med, kan man gratis downloade hele essaysamlingen på: www.cancer.dk/atmiste

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Er dit delebarn en glad 'pildskadde' ?

Denne tegning og klip og klister er lavet af Line på 5 år, som har tegnet sig selv som en skildpadde der smiler. Hun er inspireret af årstiden med påskeæg overalt samt strålende farver i gul og rød. Hun er blevet rigtig god til at mestre, hvordan man laver huller i papir med en hulmaskine, så skildpaddens fødder er afmærket med huller i gult papir og derefter klippet ud som ben. Skildpaddens krop er relativt sammenhængende og homogen, den er placeret centralt på papiret og er i fokus. Dens ansigt er markeret med øjne, ører, næse og en glad mund over en hage, som har fået farven grøn. Hun er kommet i den alder, hvor hun har opdaget, at mennesket også rummer en hage, som kan være svær at markere på en tegning, og hun øver sig. Hun har valgt at portrættere sig selv som en skildpadde og hvorfor mon det? Måske har hun hørt noget spændende i børnehaven om skildpadder og deres evner og udseende, som hun bearbejder. Det kan også være, hun har hørt en fortælling om en skildpadde, som var heldig, og at hun tegner en skildpadde for at integrere evnen til held – sådan gør børn, når viden skal bearbejdes. Eller måske har hun øvet sig i at bevæge sin nakke i forskellige positioner som en skildpadde, eller noget helt fjerde.

Jeg kender godt pigen, som har malet tegningen og er faktisk ikke overrasket over, at hun har malet sig selv som en skildpadde, som bekendt er et stille og roligt dyr, der ikke bevæger sig hurtigt omkring. En skildpadde kan måske endda virke en smule genert. Men på billedet er det en smilende skildpadde, som stråler i glade farver på vej ud efter påskeæg. Og der er gjort noget ud af at øve sig i processen af at skabe denne glade skildpadde. Det fortæller mig mange ting om, hvor hun befinder sig i sin udvikling og proces – at denne pige trives, har ro, tør tage sin plads i livet og har tillid til at fylde uden at gemme sig, at hun mestrer en masse finmotorisk og ikke mindst, at hun glæder sig til påske.

Denne tegning fik mig inspireret til at invitere dig til at sende tegninger/malerier ind til denne blog om, hvordan dit delebarn udtrykker sig selv for tiden. Måske det kan åbne op for en snak i hjemmet om baggrunden for valg af dyr eller motiv?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Jeg smutter lige hjem til mor....

Jeg og min søn flyttede sammen med min kæreste og hans søn. Pludselig dukkede det hus op, som vi voksne kunne få lyst til at bo i og skabe et hjem omkring med plads til dine og mine børn, blomsterhave og værksted mm. Det kan være sin sag både som barn og som voksen at flytte sammen, når man allerede har sin egen måde at gøre tingene på. Det kan være en særlig udfordring at være barn i denne sammenhæng og mors eller fars kæreste ikke længere bare kan tage hjem til sig selv igen som tidligere. Der etableres en anden hverdag midt i denne forandring. Samtidig kan det være super hyggeligt at indrette sit nye værelse og invitere vennerne hjem at se det nye sted og på en måde at få en ny familie. Måske har de voksne så travlt, at det er nemmere for en periode at overtale dem til at købe pizza til aftensmad, og der sker en masse nyt. Men det er også en periode, hvor der kan være rod alle vegne. Ens legetøj, computer eller fodboldtøj er måske pakket i kasser og svært tilgængelige. Man skal sige farvel til sit gamle værelse, og det hjem man boede i før, hvor man kendte hver en krog så godt og følte sig glad og tryg. Måske går det først op for én midt i flytningen, at man faktisk var glad for at læse Anders And blade på toilettet, hvor der var varme i gulvet, i det øjeblik hvor man ikke kan komme til det længere. Så man mærker, at afskeden er nødvendig at forholde sig til. Man kan ikke længere lige smutte ind til naboen et par timer inden aftensmaden, nu skal det arrangeres mellem de voksne først, for at det kan lade sig gøre. Det kan måske føles ret frustrerende, når de voksne har valgt det sådan for en.

Midt i hele denne proces opdagede jeg pludselig, at man som delebarn faktisk godt kan være lidt heldig med at kunne tage hjem til mor eller far nogle dage, hvor tingene er, som de plejer at være. Sådan en fordel har børn, som til daglig bor med både mor og far ikke midt i en flytning. Så da jeg så min kærestes søn pakke sin taske og gøre sig klar til at tage nogle dage til sit andet hjem hos mor, så fik jeg helt lyst til at gøre det samme – bare nogle dage indtil vi er kommet på plads....

Med ønsket om det bedste for dig og dine kære

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hvis børn i sorg ikke får hjælp

DR1 sendte 20/11 2010 dokumentar programmet 'Kasper – mellem frihed og fængsel', hvor vi følger en dreng gennem flere år, der begyndte at ryge hash som 12-årig.

Det er skræmmende at se, hvordan Kasper gentagne gange gennem udsendelsen med egne ord gør opmærksom på, han stadig lider af sorg. Både over forældrenes skilsmisse, fra han var helt lille og deres alvorlige kommunikations problem der har eksisteret lige siden. Han forklarer, at han ryger hash for at slappe af fra tankerne om forældrene, som kalder hinanden grimme ting, siger vidt forskellige ting og har skændtes i mange år. Han siger selv: ”de behøver ikke at snakke sammen – de skal bare lade være med at skændes og diskutere”. Det er faktisk stor visdom fra en dreng på 14 år. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad det mon kunne have gjort ved Kaspers liv, hvis forældrene havde lyttet til hans meget præcise og relativt simple ønske?

Jeg kender desværre til rigtigt mange unge drenge, som ryger sig skæv for at slappe af og slippe for at mærke sorgens tunge følelser. Det er et stort problem i vores samfund, for de drenge (og piger) kommer derved ikke gennem sorgen. I stedet udvikler de samtidig også et misbrugsproblem, bliver udviklingstruede, har tendens til aggressiv adfærd eller indadvendthed, sociale forstyrrelser og psykiske lidelser. I Kaspers tilfælde bliver hverdagen fyldt med hash, kriminalitet og i en periode institutionsanbringelse.

Tine Egelund, der er professor i socialt arbejde på SFI fortæller i dokumentar programmet: ”de anbragte børn får senere i livet dårligere uddannelser, dårligere indkomst, dårligere helbred, og de dør tidligere. De har også større misbrugsproblemer, og de er mere kriminelle end deres jævnaldrende.” Det er nedslående og triste udsigter, som intet barn burde have i sigte.

Mit eget arbejde består i at oplyse om vigtigheden af sorgarbejde og hjælpe familier videre gennem sorgen. Det er heldigvis ikke alle børn, som har det så svært som Kasper. Men rigtigt mange børn oplever, at enten far eller mor (og i nogle tilfælde begge forældre) taler grimt om den anden. Det er destruktivt, tenderer til psykisk vold og er direkte ødelæggende for børn at opleve. Det er sikkert ikke uden grund at forældre taler dårligt om hinanden, og det tror jeg heller ikke det var i Kaspers forældres tilfælde, men ikke desto mindre er det nødvendigt at lade være - ihvertfald foran børnene. Ingen børn bør lytte til den slags.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Når far og mor skændes

Reklamefirmaet Mensch lancerede 19/11 2010 en helsidesannonce i Børsen med samme overskrift efterfulgt af følgende tekst: ”En familie har det ikke bedre, end forældrene har det med hinanden. Børns primære behov for tryghed ligger hverken i ro, renlighed eller regelmæssighed. Det ligger i forældrenes forhold til hinanden. Forældrenes indbyrdes forhold er både kernen i og rammen omkring en velfungerende familie. Virksomheder er ikke så forskellige fra familier. Det er et antal medarbejdere og en ledelse, som kan sammenlignes med børn og forældre....”

Det er på en måde en interessant tanke, og vi er samtidig ikke ude i ledelses-termer, som et almindeligt menneske ikke kan forholde sig til. Og på sin vis kan jeg godt lide tanken om, at børn bidrager til helheden som familie, og at børns primære behov for tryghed ligger i forældrenes indbyrdes forhold til hinanden. Jeg kom til at tænke videre i forhold til, når forældrene (eller det som de forstår som ledelsen) bliver skilt, hvad vil de så kalde det? Er det filialopdelt virksomhed, eller er det her man sælger dele af virksomheden fra, som får nyt navn? Og hvad med børnene (eller medarbejderne, som de kaldes i denne tekst), hvad skal der ske med dem? Skal de pendle mellem de forskellige virksomheder og være nogle dage det ene sted og derefter nogle dage det andet sted? Eller er det i virksomhedssammenhænge netop sådan, at ledelsen pendler mellem de forskellige afdelinger? -I så fald var der måske noget, som skilsmissefamilien kunne lade sig inspirere af?

Men set fra et børneperspektiv virker det ret provokerende på mig. For det som lige netop er dilemmaet for mange børn er, at de netop ikke har mulighed for at flytte sig fra den uro og utryghed, som det skaber, når forældrene skændes, som medarbejdere har. Ansatte i en virksomhed er voksne, der på trods af økonomisk krise, frygt for arbejdsløshed eller andet har det frie valg til at sige fra og vælge en anden retning eller virksomhed. Børn er per definition afhængige af deres forældre, og den familie de er født ind i. Med mindre vi taler om direkte overgreb eller vold, så er de nødsaget til at blive hos forældrene, uanset om de skændes eller ej. Jeg kender mange børn, som befinder sig i krigslignende tilstande mellem mor og far, nogle gange endda gennem flere år – også selvom de er blevet skilt. De har ikke noget valg.

Hvad gør I for at mindske skænderier mellem jer forældre? Har I gode råd til andre om, hvordan I som voksne kan skabe mere tryghed for børnene, så de ikke vokser op med skænderier, også selvom I er blevet skilt?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna

Hvem er dit forbillede som skilsmisseforælder?

Sofia Manning indleder sin bog ”Hvad venter du egentlig på?”, som er udgivet ved Forlaget Rosinante i 2009 på følgende måde: ”Til Chris Manning – min datters far og den bedste eksmand jeg kunne ønske mig”. Når hun offentligt vælger at dedikere sin bog til manden, hun på det tidspunkt lige er blevet skilt fra, så vidner det om nærvær og hjerterum af en særlig karakter. Det er en åbenlys anerkendelse af hendes taknemmelighed over hans eksistens – både som hendes barns far og som den eksmand, han nu er blevet for hende.

Jeg er uddannet Life og Business Coach fra Manning Inspire, som er deres fælles virksomhed. Herfra uddanner de hvert år flere hundrede coaches. Og det er de stadig fælles om, selvom de nu privat er blevet skilt. Jeg kender dem begge fagligt derfra, men kender dem også personligt. Og noget, som gentagne gange har glædet mig i mødet med dem begge, er deres evne til aldrig at tale nedsættende om den anden. De besidder begge en dyb respekt for hinanden og tager ansvar for at bearbejde situationer, som kan virke udfordrende. Og dermed støtter de på bedste vis deres barn. Det er virkelig inspirerende at opleve, når folk selv praktiserer det, de underviser i.

Kærligheden til hinanden som forældre om deres fællesbarn har ikke ændret sig på trods af skilsmissen. Det har jeg personligt oplevet i mine møder med dem begge og det beundrer jeg.

Hvem beundrer du som skilsmisseforælder? Kender du nogen, som er værd at følge som eksempel? Hvad kan de, som vi andre kan lære af?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna

Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?

Kære dig, velkommen til mit første blog-indlæg.

Vi kan ligeså godt hoppe direkte ud i det. Når man bliver skilt, så kan de store følelser nemlig komme i spil. Det er vigtigt, at man som forælder skaber rum til sin egen sorg, tager sig tid til at bearbejde de følelser, der måtte opstå og tager ansvar for dem. Selvom det kan være helt forfærdeligt hårdt at komme igennem, så hjælper man derved både sig selv og sine børn. Børn har brug for forældre, som er modige nok til indimellem at mærke sårbarheden, og som også selv tager ansvar for at komme videre. Uanset om man er mor eller far.

Forfatteren Majse Njor beskrev tidligere på året sin skilsmisse således: ”At blive skilt er sikkert som at dø: Du skal turde give slip og lade dig falde direkte ud i mørket uden at vide, om du kommer til en himmel om lidt”. Hun beskriver med andre ord skilsmissen som et frit fald uden nogen form for livlinie. Man ved ikke, hvor eller hvordan det ender. Man er ude af kontrol og er nødt til at finde modet til at give slip alligevel. Livet som man har kendt det ender her, og det er der noget endegyldigt over, som kan minde om døden. Hun har skrevet sig gennem en masse følelser og oplevelser i forbindelse med skilsmissen. Nogle kan vi alle få gavn af og spejle os i, andre er helt private.

Hvordan håndterer du følelserne omkring din skilsmisse? Hvad har hjulpet dig til at komme gennem sorgen over, at livet fra nu af er helt anderledes? Har du nogle gode råd, så er du velkommen til at byde ind.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

At tegne følelser om sorg

Kræftens Bekæmpelse har haft en tegnekonkurrence kørende på alle landets skoler. 14.oktober 2010 blev de tre vindere kåret på Statens Museum for Kunst. 800 børn har tegnet om deres sorg enten over dødsfald, alvorlig sygdom, skilsmisse mm.

Tegningen er fra samlingen og skabt af Jonathan Ø Sanko fra 1. klasse, hvis forældre lige er blevet skilt. Jonathan fortæller: 'Hvis man er rigtig ked af det, og det gør ondt indeni - man føler, man er rigtig dårlig, er ensom og uden venner. Der sker en masse onde ting med hjertet, og alle tænker på at slås'.

Når man næsten lige er startet i skole, så udtrykker man sig oftest mere tydeligt med illustrationer frem for med de skrevne ord. Jonathan kan også mundtligt fortælle om sine følelser, som så er blevet skrevet ned som tilføjelse til tegningen. Min erfaring er, at voksne ofte bliver overrasket over, hvor nuanceret meget små børn kan være, når de udtrykker følelser på denne måde. Det kræver som udgangspunkt, at man som voksen ikke ser på eller fortæller, om man kan lide tegningen eller ej. I stedet kan man spørge ind til, hvad det er, som barnet har forsøgt at illustrere. Hvorfor har barnet valgt de pågældende farver, illustrationer og placering? Man kan stille sig nysgerrig overfor tegningen og bede barnet forklare om den, så man bedre kan forstå den.

Har du gode erfaringer, som du vil give videre til andre forældre? Er du selv blevet overrasket over en tegning, som dit barn har lavet? Hvilken tegning ville dit barn tegne?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

En skilsmisse følger en hele livet

Peter Olesen har interviewet flere voksne mennesker om deres oplevelse af forældrenes skilsmisse, og samlet dem i bogen: ”Skilsmissebørn”. Bogen er udgivet på Kroghs Forlag i 2006. Deri har jeg fundet interviewet med Jakob Holm Hansen, hvis forældre gik fra hinanden, da han var 4 år gammel. Han fortæller: ”Med skilsmissen startede en fase af mit liv, som jeg primært husker som indre kaos, sorg og melankoli. Legekammerater, gode stunder og græs på knæene er længere væk i erindringen.”

Når en voksen ser tilbage på førskolealderen og primært husker tristhed i sindet frem for leg og glæde, så fortæller det mig, at skilsmissen for ham har været en voldsom oplevelse. Det er faktisk sådan, at mange af de børn, som konsulterer mig for at få hjælp til at komme gennem sorgen ved forældrenes skilsmisse, udviser symptomer på at have svært ved at lege. De kan i stedet være optaget af et savn så stort, at det overdøver alt andet i barnelivet.

Han fortæller endvidere: ”Jeg agerede den lille mediator med eget affektionsbogholderi, lydefri regnskabspraksis og sammenbidt fokus på balancen: et kys eller kærtegn til mor skulle følges op af et til far. Jeg skulle savne den ene, når jeg var hos den anden, og frygtede den ro, der falder over én efter lang tids gråd”. Det siger sig selv, at der ikke kan være meget energi tilbage til liv og leg for et barn, som er så optaget af at være mellemled i den opsplittede familie. Jeg møder mange børn, som konstant går rundt med et savn til enten den ene eller den anden forælder.

Hvad gør du for at afhjælpe dette savn hos dine børn?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip