Jeg smutter lige hjem til mor....

Jeg og min søn flyttede sammen med min kæreste og hans søn. Pludselig dukkede det hus op, som vi voksne kunne få lyst til at bo i og skabe et hjem omkring med plads til dine og mine børn, blomsterhave og værksted mm. Det kan være sin sag både som barn og som voksen at flytte sammen, når man allerede har sin egen måde at gøre tingene på. Det kan være en særlig udfordring at være barn i denne sammenhæng og mors eller fars kæreste ikke længere bare kan tage hjem til sig selv igen som tidligere. Der etableres en anden hverdag midt i denne forandring. Samtidig kan det være super hyggeligt at indrette sit nye værelse og invitere vennerne hjem at se det nye sted og på en måde at få en ny familie. Måske har de voksne så travlt, at det er nemmere for en periode at overtale dem til at købe pizza til aftensmad, og der sker en masse nyt. Men det er også en periode, hvor der kan være rod alle vegne. Ens legetøj, computer eller fodboldtøj er måske pakket i kasser og svært tilgængelige. Man skal sige farvel til sit gamle værelse, og det hjem man boede i før, hvor man kendte hver en krog så godt og følte sig glad og tryg. Måske går det først op for én midt i flytningen, at man faktisk var glad for at læse Anders And blade på toilettet, hvor der var varme i gulvet, i det øjeblik hvor man ikke kan komme til det længere. Så man mærker, at afskeden er nødvendig at forholde sig til. Man kan ikke længere lige smutte ind til naboen et par timer inden aftensmaden, nu skal det arrangeres mellem de voksne først, for at det kan lade sig gøre. Det kan måske føles ret frustrerende, når de voksne har valgt det sådan for en.

Midt i hele denne proces opdagede jeg pludselig, at man som delebarn faktisk godt kan være lidt heldig med at kunne tage hjem til mor eller far nogle dage, hvor tingene er, som de plejer at være. Sådan en fordel har børn, som til daglig bor med både mor og far ikke midt i en flytning. Så da jeg så min kærestes søn pakke sin taske og gøre sig klar til at tage nogle dage til sit andet hjem hos mor, så fik jeg helt lyst til at gøre det samme – bare nogle dage indtil vi er kommet på plads....

Med ønsket om det bedste for dig og dine kære

Kærlig hilsen

Anna Prip