lørdag den 13. oktober 2012

En helt særlig farmor


At være farmor er et vidt begreb – nogle mestrer opgaven mere kærligt end andre.
Bare titlen på dette indlæg kan måske få én til at associere til filmen ”Flyvende farmor” med Jytte Abildstrøm. Denne farmor, som jeg vil beskrive, er faktisk også både eventyrlig og magisk, men hun er ikke blot et ønske-scenarie for os herinde på delebarn.dk, hun findes rent faktisk i virkeligheden. Det kan jeg bevidne, for jeg har selv mødt hende.

Jeg har lært hende at kende gennem en dreng på 13 år, som jeg i denne sammenhæng vil kalde Søren. Søren er både heldig og uheldig på samme tid. Han kan føle sig uheldig, fordi hans mor og far flyttede fra hinanden, da han kun var få år gammel. Kort tid efter separationen flyttede Sørens far til udlandet, hvor han har boet lige siden, så Søren ser kun sin far et par gange om året. Det har gennem Sørens barndom ikke været så heldigt. Modsat har Søren været heldig med så mange andre ting, som f.eks. at hans far kommer hjem med meget dyre gaver til ham. Og Søren var ikke særlig gammel, da han var ude at flyve jorden rundt for første gang, da han skulle besøge sin far i udlandet. Søren er også heldig med at have en mor, som har taget sig af Søren i al den tid, hvor hans far ikke var i nærheden (læs: næsten hver eneste dag!). Hun har været til forældremøder, lavet madpakker, læst godnat historier og meget mere, som man gør, når man bor som alenemor med sin søn. Hun har også trøstet Søren, når han har savnet sin far. I mellemtiden fandt hun sig også en anden kæreste, som flyttede ind og boede en periode sammen med Søren og hans mor. Og faktisk skete der det utrolige, at Sørens mor blev gravid med ham, og fik en pige, så Søren fik en lillesøster. Efter nogen tid, flyttede Sørens lillesøsters far, og Søren kom til at bo alene igen med sin mor og sin lillesøster.

Der var dog nogle dage, hvor Søren ikke var sammen med sin mor og sin lillesøster, og det var når, han skulle på besøg hos farmor. I en periode kom farmor og hentede ham en eller to gange om måneden i weekenderne, hvor Søren kunne komme på besøg hos farmor og snakke om far og hygge sig uden lillesøster. Nogle gange kom lillesøster endda også med, selvom farmor jo faktisk ikke var farmor for hende, men kun for Søren. Og farmor strikkede trøjer både til mor, lillesøster og Søren, det var hun god til.

Og så skete der det utrolige, at mor fik en ny kæreste, som flyttede ind hos Søren og hans mor og lillesøster. Og ham her den nye kæreste blev så glad for Sørens mor, at han friede til hende. Så nu bor Søren sammen med mors nye mand, mor og lillesøster. Til brylluppet kunne Sørens far desværre ikke komme fra udlandet, og lillesøsters far var heller ikke med, men det var i stedet farmor! Og hun holdt tale om, hvor taknemmelig hun var for at kunne følge Søren gennem hans opvækst, fordi mor og farmor stadig var så gode venner. Hun fortalte også om, hvor glad hun var for, at Sørens mor nu var blevet gift med sådan en dejlig mand, som Søren kunne hygge sig med og lave drenge-ting med.

Se det er faktisk en helt særlig farmor, som endda findes i virkeligheden.
Kender du også en bedsteforælder til et delebarn, som har lignende evne til at holde sit hjerte åbent, så delebarnet kan føle sig stolt og fredfyldt over relationen, så fortæl gerne mere.....

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Ingen kommentarer:

Send en kommentar