lørdag den 13. oktober 2012

Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?


Kære dig, velkommen til mit første blog-indlæg.
Vi kan ligeså godt hoppe direkte ud i det. Når man bliver skilt, så kan de store følelser nemlig komme i spil. Det er vigtigt, at man som forælder skaber rum til sin egen sorg, tager sig tid til at bearbejde de følelser, der måtte opstå og tager ansvar for dem. Selvom det kan være helt forfærdeligt hårdt at komme igennem, så hjælper man derved både sig selv og sine børn. Børn har brug for forældre, som er modige nok til indimellem at mærke sårbarheden, og som også selv tager ansvar for at komme videre. Uanset om man er mor eller far.
Forfatteren Majse Njor beskrev tidligere på året sin skilsmisse således: ”At blive skilt er sikkert som at dø: Du skal turde give slip og lade dig falde direkte ud i mørket uden at vide, om du kommer til en himmel om lidt”. Hun beskriver med andre ord skilsmissen som et frit fald uden nogen form for livlinie. Man ved ikke, hvor eller hvordan det ender. Man er ude af kontrol og er nødt til at finde modet til at give slip alligevel. Livet som man har kendt det ender her, og det er der noget endegyldigt over, som kan minde om døden. Hun har skrevet sig gennem en masse følelser og oplevelser i forbindelse med skilsmissen. Nogle kan vi alle få gavn af og spejle os i, andre er helt private.
Hvordan håndterer du følelserne omkring din skilsmisse? Hvad har hjulpet dig til at komme gennem sorgen over, at livet fra nu af er helt anderledes? Har du nogle gode råd, så er du velkommen til at byde ind.
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.
Kærlig hilsen
Anna Prip

Ingen kommentarer:

Send en kommentar