I denne uge døde manden bag overskriften på dette blog-indlæg og forfatter til bestseller bogen "7 gode vaner", Stephen Covey. I bogen beskriver han vane nr 5 på følgende måde: "søg først at forstå - derefter at blive forstået".
Begge citater fra ham fik mig til at tænke på sidste gang, jeg kørte i tog mellem Århus og København. Jeg sad i togkupé med en ca 50-årig far, der havde travlt med at tale i mobiltelefon næsten hele vejen. Som du sikkert ved, så varer sådan en tur lidt over 3 timer og han holdt faktisk ingen pauser mellem 3 forskellige opkald og talte i så højt et toneleje, at resten af vognen kunne følge med i alle detaljer. Man må høre meget, før ørerne falder af, som man siger....
Det første opkald var til hans kammerat, som han tilsyneladende ikke havde set længe, men som han dog alligevel ville fortælle om en episode, han dagen før havde haft med sin eks. Hun var blevet gal på ham og havde bedt ham om aldrig at henvende sig til hende igen. Han havde vist lånt nogle penge af hende tidligere, som han endnu ikke var i stand til at betale tilbage og det havde tilsyneladende fået hans eks til at huske en masse andre lignende episoder, som hun havde mindet ham om. Hun havde samtidig kaldt ham en dårlig far, mens deres 22-årige datter havde været tilstede i lejligheden og det generede ham kraftigt. Som han forklarede sin ven, så blev han nødt til også at fortælle sin eks ved samme lejlighed, at hun da heller ikke var nogen helgen. Desuden havde han en lang opremsning over alle de ting, som han havde gjort for eks´en, som hans ven i den anden ende af telefonen vist kunne bekræfte ham i, for han blev ved med ud i togkupéen at gentage sætningen: ”Synes du også hun er for meget? Ja, det er fanme for dårligt, jeg finder mig heller ikke i det mere!” Efter ca en times tid sluttede de samtalen af, for som han sagde, så skulle han lige nå at ringe videre til nogle flere.
Den næste person, der fik en opringning fra ham, var eks´en mor altså hans barns mormor. Hende havde han vist heller ikke talt med et stykke tid, men han forsikrede hende indlednings vist om, at hun stadig var den person i hele verden, der lavede den bedste flæskesteg og at han meget gerne ville komme på besøg med datteren en dag, så de sammen kunne hygge sig, som de plejede at gøre. Og så faldt talen på gårsdagens begivenhed han havde haft med hendes datter, som han tilsyneladende bare ville høre, om hun ikke også havde oplevet som værende urimelig ved flere lejligheder. Mormor kunne åbenbart bekræfte og sammen blev de enige om, at han havde været en tålmodig mand gennem årene og at han ikke skulle have det dårligt over at have sat hende på plads. Det havde mormor også selv været nødt til at gøre et par gange og det kunne han jo godt huske. Han afsluttede samtalen med et håb om, at nu hvor eks´en ikke længere kom hos sin mor, at han så kunne få lov at komme forbi en dag med barnebarnet, så de kunne spise flæskesteg sammen. Mormor bekræftede åbenbart i den anden ende af telefonen at invitationen stod ved magt, og således kunne han ringe videre til den sidste person på den togtur.
Datteren var den sidste, jeg hørte,der fik et opkald fra ham, hvor han indledte med at fortælle, at de begge var inviteret på flæskesteg hos mormor. Mormor, som han lige havde talt i telefon med, var rigtigt ked af at høre, at hendes mor havde opført sig så tåbeligt i går. Dernæst blev datteren vist berørt, for det næste han sagde var, at hun da ikke skulle græde, nu skulle han nok sørge for at få samling på familien igen. Men han kunne selvfølgelig ikke styre hendes mor. Og han syntes ikke, hun skulle tænke mere over det, men i stedet bare glæde sig til næste uge, hvor han ville arrangere, at de to sammen kunne komme på besøg hos mormor og spise flæskesteg. Desuden fik han også lige spurgt datteren: ”jamen, synes du da far kunne have gjort det anderledes i går?” Det havde datteren vist ikke nogen kommentar til, for umiddelbart bagefter fortalte han videre om, at det jo havde stået på i mange år og at man ikke sådan kunne lave om på hendes mor, det vidste hun jo også godt.
Da jeg steg ud af toget, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det mon var for et liv dette 22-årige delebarn havde haft. Bare ovenstående telefonsamtale sagde mig, at hendes liv må være præget af mange udfordringer ift loyalitetskonflikter mellem mor og far, selvom hun faktisk på nuværende tidspunkt er voksen. Jeg gætter på, at hun sikkert sjældent har oplevet sine egne behov som første prioritet hos mor og far og mest af alt, at hun mange gange før har hørt far (og evt også mor) omtale den anden forælder i negative vendinger. Det skaber uro og emotionel smerte i alle børn uanset alder.
De forældre kunne virkelig have gavn af at tillægge sig nogle andre og mere konstruktive vaner om at lytte og forsøge at forstå den anden samtidig med IKKE at tale dårligt om nogen, som ikke er tilstede.
Hvordan undgår du at omtale din eks i negative vendinger overfor jeres delebarn?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip
