søndag den 5. marts 2017

Overvejer du at blive skilt?



Hvis du overvejer at blive skilt, så gå lige først i biografen og se den belgisk-franske film af Joachim Lafosse "Efter kærligheden", som netop har haft premiere. Hvis du allerede er blevet skilt, så se den alligevel. Den er realistisk og barsk og endda skildret uden additionelle problematikker med utroskab eller vold. Den franske titel "Léconomie de couple" kunne måske bedre oversættes til noget lignende "regnskabets time", som netop indikerer, filmen også handler om de økonomiske udfordringer, som ofte indtræffer, når skilsmissen bliver en realitet.

Anmelderne skriver blandt andet følgende:

"Dér, hvor beslutningen er taget, men hvor man ikke er kommet rigtigt væk fra hinanden. Dér, hvor tålmodigheden er mindst, og de hårdeste ord bliver sagt. Og dér, hvor man ikke har overskud til andet end at følge hverdagens rutiner og håbe på, at det hele på et tidspunkt bliver bedre...Lafosse kaster publikum ind i lejligheden og låser døren. I 98 minutter følger vi de fire personer helt tæt, ind og ud af døre – og rundt i lejligheden i lange kameraindstillinger, indtil man til sidst er helt svimmel. Atmosfæren er forkrampet, og den klaustrofobiske stemning spreder sig i rummene, som synes mindre og mindre." 
Samina Jakobsen, Ekko.


Du kan se et klip fra filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=m6Ijj1QBx30

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste 

Kærlig hilsen

Anna Prip

torsdag den 15. september 2016

Barnets bedste - efter skilsmissen



”Kaninen kunne få et bur i begge hjem og et rejsebur, så Klara altid kunne have den hos sig. Klara tænkte lidt og sagde så, at det det troede hun ikke var en god løsning, for det ville blive alt for megen flytten rundt – for kaninen”. 

Således genfortæller Ruth Juul en af mange samtaler med børn om skilsmissen og dens konsekvenser.




Det er næsten 10 år siden jeg første gang mødte Ruth Juul til en samtale, som hun havde inviteret mig til. Vi talte et par timer om vores forskellige bud på, hvordan vi bedst støtter børn i sorg. Det var dengang jeg lige var startet op som selvstændig med børnegrupper i Vartov og hun lige var startet i Center for Familieudvikling. Herefter har vi mødtes nogle gange i faglige sammenhænge hvor skilsmisse var på dagsordenen og forleden fik jeg tilsendt et anmelder eksemplar af hendes bog med den vigtige titel: ”Barnets bedste – efter skilsmissen” som udkommer i dag på forlaget Kondia.

Bogen indeholder en lang række beskrivelser af samtaler, hun har haft med børn og forældre omkring skilsmissen. Derudover er der konkrete forslag til, hvordan man håndterer alle de mange udfordringer og dilemmaer, man kan stå i som forælder til et delebarn. Og så er der spørgsmål, man kan stille sig selv og medforælderen, som hun foretrækker at kalde barnets anden forælder.

”At høre, hvad børn har på hjerte, er at gå i børnehøjde og se, hvordan verden, ønskerne og dilemmaerne tager sig ud set fra barnets perspektiv. Det er en øvelse, som indebærer risikoen for, at du får noget andet at vide end det, du håber, men det kan også være, du får noget at vide, du slet ikke havde tænkt på”.

Det er kun delebarnet selv, der kan svare på, hvordan det opleves at være ham eller hende. Vi voksne kan have hypoteser og formodninger om, hvordan livet som delebarn opleves, men vi kan kun gætte. Denne bog giver råd til, hvordan du kan samarbejde med barnets anden forælder og dermed at skabe de bedste vilkår for delebarnet.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen


Anna Prip

søndag den 9. november 2014

Kan børn deles?




I sidste uge var jeg med til en ph.d. - afhandling på Københavns Universitet med titlen: ”Kan børn deles? Børns perspektiver på hverdagsliv på tværs af to hjem”. Det var min nye kollega på Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem, Anja Marschall, som offentligt forsvarede sine 3 år lange studier.

Som titlen indikerer, talte hun især om delebørns hverdagsliv og hvordan de opfatter det at bo to steder. Hendes studier var baseret på børnetegninger, lydoptagelser og børneinterviews – eller ”obser-views”, som hun kaldte det. Når man interviewer børn, så skal man nemlig både være opmærksom på det, de siger, men så sandelig også det, som de ikke får sagt. Man må gøre sig iagttagelser og inddrage både ansigtsudtryk, stilhed og tøven. Et barn, som ikke taler så meget om sit deleliv, siger dermed også meget!

Anja forsøgte gennem sin ph.d. at finde svar på følgende spørgsmål:

1)      Hvilke muligheder, begrænsninger og dilemmaer træder frem ved deleordning?

2)      Hvordan former børns deltagelse på tværs af to hjem deres forståelse af sig selv og familielivet?

Nogle af de resultater, hun fandt frem til i sin forskning var, at delebørn trives bedst, når hverdagslivet fungerer på følgende 3 punkter:

1)      Hvis forældrene bor relativt tæt på hinanden

2)      Hvis børns perspektiv medregnes

3)      Hvis forældrene kan kommunikere

Alligevel lever mange delebørn med en følelse af savn og tomhed som en grundlæggende præmis, selvom ovenstående tre punkter er opfyldt.

Samuel på 6 år siger følgende på lydoptagelsen:

”Det er bare fordi at jeg synes det er rigtig lang tid siden jeg har været hjemme ved min far. Jeg tænker, at jeg rigtigt godt vil hjem til min far, og at jeg savner ham. Men jeg gad altså også godt at være hjemme ved min mor, og det var bare lige det”.

Et delebarn har ét hjerte, men det tilhører begge forældre.

Savnet fortæller noget om vores tilhørsforhold til hinanden, for man savner som bekendt dem, som man holder af. Savn er hermed en grundfølelse for delebarnet - en størrelse, som kan vokse sig større eller som man kan gøre noget ved og forholde sig til. Som kan forsvinde i en periode og som kan dukke op på uventede tidspunkter. Et delebarn har ét hjerte, men det tilhører tydeligvis begge forældre.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du som fagpersonale bedst støtter et barn gennem skilsmissen, så afholder jeg i samarbejde med seminarer.dk et 2-dags kursus i Odense den 9. og 10. december 2014. Du kan læse mere om program og tilmelding på følgende link: http://seminarer.dk/arrangementer/naar-mor-og-fra-gaar-fra-hinanden/

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

torsdag den 15. maj 2014

At være nysgerrig på kærligheden, selvom den ikke er helt synlig


 
"Vi har besluttet os for at blive sammen og var aldrig kommet til den beslutning, hvis ikke vi havde haft samtale hos dig" mor til 3 børn. Nogle beslutninger kræver mere mod end andre - sikke en FANTASTISK mail at modtage i dag på international familiedag J

I dag fejrer jeg en familie, som har valgt at blive sammen og undlade at blive skilt. Det er egentlig ret enkelt. Forældrene henvendte sig for at få en samtale med mig om, hvordan de bedst og mest skånsomt kunne få fortalt børnene, at de havde besluttet sig for at blive skilt. De lød umiddelbart fuldstændig afklarede og gjorde det tydeligt for mig, at de var kommet for at få rådgivning i forhold til børnene og ikke i forhold til deres indbyrdes forhold. Forholdet var afsluttet og havde sådan set været slut det sidste halve års tid. Faderen havde allerede indledt et nyt forhold og moderen havde fundet et nyt sted at bo. Det eneste de manglede var at få det fortalt til børnene og så kunne de flytte hvert til sit. Alligevel var der noget i den måde, som de kiggede på hinanden og måden de talte med hinanden på, der fik mig til alligevel at undersøge, hvilken kærlighed de havde haft til hinanden, siden de havde fået 3 børn sammen.

Det kræver mod at turde kigge forbi smerten, når man i lang tid har mistet håbet og tænkt, at den eneste vej er en skilsmisse. At turde kigge på sin partner og fortælle om sine inderste ønsker – uanset om de kan blive indfriet eller ej. Når begge åbner op og tillader sårbarheden at få en stemme. Det er virkelig smukt og dybt forvandlende at være vidne til, når det sker.

Da samtalen var slut, var intet besluttet. De skulle hjem og mærke efter hver især, hvad der ville give mest mening. Det kunne sådan set gå begge veje. I dag fik jeg en mail fra dem om, at de havde besluttet sig for at blive sammen og arbejde på at få tingene til at fungere i stedet. Det er da vel nok livsbekræftende og virkelig mit arbejde værd!

 

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

 

Kærlig hilsen

 

Anna Prip

torsdag den 24. april 2014

De angste (dele)børn


 
Sent i går aftes tikkede der en mail ind i min indbakke fra en mor til en dreng på 14 år, som jeg havde nogle samtaler med sidste år. Jeg havde også samtale med både hans far og mor. Hans forældre var blevet skilt og han havde efterfølgende oplevet nogle ting, som gav ham voldsomme angst symptomer. Hans liv var på flere måder påvirket i begrænsende omfang af angsten, så han havde svært ved at være væk fra sin mor og overnattede meget sjældent hos sin far eller hos venner. I skolen styrede angsten også på flere måder, så det var umuligt for ham at deltage i skolearrangementer, idræt eller andre sociale begivenheder.

Han sad i går aftes med sin mor og så programmet på DR1 ”De angste børn” og reflekterede over, hvad der havde hjulpet ham videre. Hans mor var så sød at sende mig nogle linjer på en mail om dele af deres samtale. Han syntes, det på en måde var mærkeligt at tænke på, at det egentlig ikke var så længe siden, så mange ting også havde været svært for ham. De havde også talt om, at nogle gange så brokkede han sig over at skulle afsted til samtale og efterfølgende oplevede han altid lettelse. ”Det var jo bare fordi, det var svært at snakke om de ting. Så var det nemmere at lade være. Men så var det jo ikke blevet bedre….”

Jeg oplever dyb taknemmelighed over at have været med til at forandre hans liv, så han nu både tager på ferie med sin far, har et rigt teenageliv med venner og livsglæde og skolen fortæller, de oplever en glad dreng, som igen trives socialt og fagligt. Sikke en gave! Det fortæller mig også, at det er utrolig vigtigt at møde et barn der, hvor det virkelig er - liiiiige netop den dag og på det tidspunkt, hvor vi mødes. Jeg kan godt huske, nogle samtaler begyndte med at tale om, hvor lidt han havde lyst til at komme ind til samtale. Når man er teenager, så er man primært lyststyret og mindre fornuftsstyret (og sådan kan man altså også have det som voksen!) så selvom han godt vidste, han ville få det bedre af blot en times samtale hos mig, så var det alligevel indimellem svært at vælge det til. Jeg sluttede altid samtalerne af med, at han selv valgte, om vi skulle tale sammen igen og i så fald hvor lang tid, der skulle gå mellem samtalerne, så han på den måde kunne være med til at styre forløbet. Han sluttede altid samtalerne af med at sige tak og give mig et glad knus. I dag er det mig som terapeut, der siger tak J

Hvis du ikke så programmet om de angste børn, kan du kigge med her:



Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

søndag den 6. oktober 2013

Kærlighed – hvad er det?


 

Jeg møder mange delebørn, som har svært ved at finde ud af, hvordan det kan være, at de voksne er blevet skilt, med begrundelsen at de er holdt op med at elske hinanden. Ofte er det dybt skræmmende for dem at høre, at to mennesker – som de jo selv elsker – kan stoppe med at elske hinanden. For hvad så med mig, kan de også stoppe med at elske mig?

Eva Matjeka har skrevet en bog til børn, som netop handler om at belyse kærligheden fra forskellige vinkler. Vif Dissing har illustreret bogen med fine milde strøg, der understøtter teksten, som i børnehøjde både er poetisk og filosoferende. Bogen kan benyttes til at åbne op for en snak med dit delebarn om kærlighed og hvad det er for en størrelse.

 

”Jeg går rundt og tænker på

Er mon kærligheden blå

Li´som himlen, kæmpestor

Varm og blød som bedstemor?

 

Kan man ha´ den i en taske

Kan man hælde den på flaske

Kan den også være gul

Ligner den en sommerfugl?

Er den i min lillebror

Også når han bliver stor

Eller er det kun hos mor,

Kærligheden altid bor?”

 

Citat fra bogen, som er udgivet på forlaget Facet 2010. Du kan læse mere om forfatteren og bogen på følgende side: www.ordpaalivet.dk

 

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

 

Kærlig hilsen

 

Anna Prip

onsdag den 3. juli 2013

Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke


”Nulstil din dømmende stemme og knyt forbindelse til din evne til at undres”.
Sådan står der på side 55 i Notesbog, som jeg modtog med posten forleden. Ordene er trykt øverst på en side, hvor baggrunden udgør et foto af en gråstribet kat, som kigger direkte og meget vågent og roligt tilbage på læseren og på modsatte side er der lavet plads til egne noter. Billedet af den kat, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne evne er for at deleforældre kan navigere gennem et landskab af en ny familiestruktur, som alle familiemedlemmer skal trives i - uanset om man er voksen eller barn. Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke. Det kræver nogle gange, at man som voksen nulstiller sin dømmende stemme overfor den anden forælder og øver sig i evnen til at undres.

Bogen er opstået ud af et samarbejde mellem to kvinder, som jeg har mediteret med gennem flere år. Pia Brøgger hjælper virksomheder med ledelse og har udvalgt nogle citater til bogen fra et ledelsesredskab, som hedder Teori U. Dott Ovesen er fotograf og har illustreret bogen med hendes udvalgte optiske vinkler. De er begge kvinder, som ved en hel del om at være tilstede med det som er, på trods af hvilken livssituation det så måtte være.

 Men lad mig starte et andet sted i notesbogen, hvor der er et billede af en trappe i solskin med et snoet jerngelænder og med grønt i baggrunden. Det foto fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom, hvor jeg nogle gange bare sad på en trappe og betragtede verden. Alt var roligt omkring mig og mit sind var åbent og klar til at modtage. Ingen trusler om skilsmisse, flytning eller konflikter. Jeg husker sådanne øjeblikke som sikre og trygge og jeg er som voksen i stand til at forbinde mig til den slags tilstande både gennem hukommelsen, ved at se på dette foto eller ved rent faktisk at opholde mig på en trappe i solskin. Der er noget særligt og helt enkelt over at sidde på en trappesten og filosofere over verden. Her kan jeg nulstille min dømmende stemme og knytte forbindelse til min evne til at undres.

Som familieterapeut får jeg mange henvendelser fra familier, hvor både delebørn og forældre har angst eller stresslignende symptomer pga skilsmissen. Nogle har svært ved at falde i søvn, andre kan vågne op med uro. Nogle har mavepine eller hovedpine flere gange i løbet af en dag uden nogen fysisk forklaring på disse symptomer, mens andre er ekstremt trætte og har mistet energien til at relatere til andre mennesker. En stor del af mit arbejde består i at hjælpe disse børn og voksne tilbage til en tilstand af ro på trods af den uro, som hærger pga skilsmissen. Når først vi får en pause, hvor sindet ikke er på overarbejde med, f.eks. hvad den ene har gjort eller den anden burde gøre, så kommer vores hjerne (og efterfølgende resten af vores krop!) tilbage i en tilstand af tryghed og ro. Min erfaring er, at børn generelt er meget bedre til at komme tilbage til denne tilstand af ro, end vi voksne er. Der er ikke så mange år og lag af tanker, som de skal give slip på. Med denne bog i hånden kan du med fordel lade dig inspirere, blive mindet om disse små pauser, skrive lidt ned og reflektere over livets dybere mening – forbi enhver skilsmisse.....

Du kan læse mere om Notesbogen her: www.ankerhus.dk

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip






tirsdag den 14. maj 2013

When elephants fight the grass suffers



Det afrikanske ordsprog indikerer i denne sammenhæng, at når to magtfulde individer kæmper, som forældre jo er, så lider dem, som er placeret under dem – altså børnene. I nedenstående klip tager det lidt under 4 minutter for to skilte forældre at ryge verbalt i totterne på hinanden – endda selvom de har selveste Iyanla Vanzant som terapeut på Oprahs TV kanal! Måske du kan genkende sådan en måde at kommunikere på med din x, hvor det fra den ene side kan opleves som bebrejdelser og fra den anden side som tomme løfter? I hvert fald ender ca 1/3 af alle skilsmisser i Danmark i statsforvaltningen af lignende årsager. På nedenstående TV link overhører delebørnene (heldigvis) ikke forældrene tale sådan til hinanden, men for rigtigt mange delebørn, som jeg taler med i min klinik, er det desværre ofte sådan, at børnene hører og er vidne til meget mere, end de voksne er klar over.

Jeg vil invitere dig til at være med i et lille eksperiment:

  1. Når du ser klippet, så prøv at lægge mærke til, hvilke følelser der opstår i dig, når du hører denne mor og far forsøge at aftale samvær som fraskilte forældre.
  1. Hvilke følelser gætter du på, at jeres delebarn ville have, hvis han/hun overhørte dig og din x tale på en lignende måde til hinanden?
  2. Hvis du kendte et delebarn med forældre i lignende situation, hvad kunne du så ønske for det barn?


Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Cort Adelers Gade 9, st.th.
1035 København K
Tlf: 31133167

torsdag den 2. maj 2013

Det bliver aldrig det samme igen



" Min mor og hendes tidligere kæreste er ikke uvenner, de taler bare aldrig sammen. Jeg har ikke set ham i 7 år, men jeg tror, han virkelig godt kunne li´mig." Benjamin 17 år

Under en samtale i min klinik fortæller Benjamin om, hvordan det er for ham at være deleteenager. Han mødes i en gruppe og taler med jævnaldrende om, hvordan man kan få noget godt ud af sit liv på trods af skilsmisse. Det kan være forandrende at kunne dele sine inderste tanker og følelser med andre. Jeg har fået lov at fortælle hans historie, men har givet ham et andet navn. Nederst i teksten kan du læse mere om mit aktuelle tilbud, hvor du kan sparre 1200,- kr ved at melde dit barn i sorggruppe inden 10/05.

Han var sjov og fik ofte både Benjamin og hans mor til at grine
Benjamins mor og far blev skilt, da han var 4 år. Han så sin far hver anden weekend og boede med sin mor, som flyttede sammen med en ny mand og hans 2 piger på 10 og 12 år. Denne kæreste kom til at betyde meget for Benjamin på flere måder og de boede sammen i næsten 6 år af Benjamins barndom. De lavede en masse drenge-ting sammen og Benjamin fik som den eneste lov at komme med mors kæreste til fodboldkampe i parken. Han var sjov og fik ofte både Benjamin og hans mor til at grine. På et tidspunkt da Benjamin havde brækket benet til fodbold, da var det mors kæreste, som kørte afsted med ham i susende fart gennem byen og holdt ham i hånden, indtil hans mor kom. Nogle weekender tog de allesammen i sommerhus og Benjamin legede i haven med hans 2 piger.

Tillid er som en mødom, du kan kun miste den én gang
Men en dag, da Benjamin kom hjem fra skole, var hans mors kæreste væk og mor lå på sofaen og græd. Hun fortalte, at han havde haft en hemmelig kæreste. Han kom tilbage nogle dage efter med en masse røde blomster til Benjamins mor, men hun havde mistet tilliden til ham og ville ikke tale med ham. Det var sidste gang de så hinanden og Benjamin og hans mor flyttede til en anden by.
Jeg talte med Benjamin om, hvordan tillid på en måde er som en mødom, du kan kun miste den én gang. Den kan for mange være næsten umulig at genetablere, hvis den først er brudt og i dette tilfælde resulterede det i endnu en skilsmisse, som Benjamin skulle håndtere og et definitivt brud med en voksen, som havde stor betydning for ham.

"Det er en fordel at blive skilt, for så kan man få en større familie. Det er bare en 'bagdel', hvis man ikke snakker med hinanden bagefter." Benjamin 17 år

Lige nu er der åbent for nye børn og unge i sorggrupperne og du kan købe 10 gange sorggruppe til dit barn inden 10/5 og få en times gratis forældrekonsultation til en værdi af 1200, - kr.
Du kan læse mere om tilbud og min måde at arbejde på her:

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip


onsdag den 6. marts 2013

Hvordan falder jeg i søvn, når mit hoved er fuld af tanker?




Når livet fuldstændig gakker ud og bider os i låret, så alt bliver vendt på hovedet, hvordan finder vi så ro? Jeg bliver ofte bedt om at hjælpe delebørn til at finde ro – og mange gange viser uro´en sig, når de skal falde i søvn. Jeg møder forældre som gerne vil støtte børnene i overgangen mellem det liv, som de tidligere havde sammen med mor og far og videre til livet som delebarn, hvor mange grundlæggende ting er ændret. Som forælder kan man ofte føle sig fuldstændig magtesløs i forhold til at hjælpe sit barn til at falde i søvn.

Når de grundlæggende faktorer er i orden såsom at barnet ikke har drukket cola inden sovetid, kommer regelmæssigt i seng til nogenlunde samme tid hver aften, får luftet ud på værelset og slukket for fjernsynet og andre skærme, så kan vi tage fat på, hvad denne søvnløshed gør tydeligt i barnets liv. Hvad vil de mange tanker i hovedet mon gøre opmærksom på?

Vi kan få til vane hele tiden at være i gang, så vi undgår at komme til at mærke. Men ofte oplever både børn og forældre, at midt i kaos kan stilheden være en værdifuld gave, som vi på en måde skal vænne os til igen. Det kan være konkret stilhed som fravær af lyde, men det kan også være stilhed, som man oplever, når man cykler en tur eller får massage eller noget helt tredje. Når der bliver stille, så kan vi nemlig mærke os selv. Og herfra kan vi komme videre....

Fotograf Dott Ovesen har lavet en smuk fotoserie om stilhed. Du kan se flere billeder fra den her:

Når jeg ser på billederne i denne fotoserie, så mærker jeg dyb forankring og ro. Hvad mærker du?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna


mandag den 18. februar 2013

Dråben er ikke problemet - det er det fulde glas


I dag læste jeg en inspirerende artikel på DR´s hjemmeside med et interview af Peter Nielsen fra Center for Familie Udvikling. Jeg kender Peter fra faglige sammenhænge og oplever ham som både kærlig og dygtig. Det blev jeg igen mindet om, da jeg læste artiklen.

Som overskriften indikerer, så kan det i konflikt situationer være en god idé at holde op med at kigge på dråben og i stedet fokusere på, hvad glasset er alt for fyldt med. Det handler grundlæggende om at opdage de underliggende temaer, som jo netop er årsagen til at en konkret og måske endda en relativ ubetydelig situation kan udløse en konflikt.

Jeg ved fra mit eget arbejde som familieterapeut, at det netop kan være enormt svært for børn og unge at overhøre eller kende til skænderier mellem de skilte forældre, som for dem ikke rigtigt giver nogen mening.

Hvorfor bliver mor egentlig så rasende over, at far´s nye kæreste er med til min gymnastik opvisning i skolen? Eller hvordan kan det være at far bliver gal over, at mor ringer for at sige godnat til mig, når jeg sover hos ham? Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, som nogle delebørn fortæller om, når de kommer hos mig. Og hvis ikke forældrene finder ud af at løse de bagved liggende årsager, så vil de blot dukke op igen evt. som nye temaer. Det kan desværre resultere i, at nogle delebørn kommer til at tage alt for meget hensyn til de voksne i håbet om, at mor og far ikke skændes. Det er en umulig opgave og samtidig en uhensigtsmæssig tilgang til som delebarn at finde ro i livet med en mor og far, som lever hver for sig.



Bag ethvert problem, ligger en frustreret drøm - og det var drømmen, der kom først, siger Peter. Det er jeg enig med ham i og det vigtige må netop være, at finde ind til det bagvedliggende ønske, man har for sit barn, uanset om man er skilt eller ej.



Hvilke ønsker og drømme har du for jeres delebarn, som indirekte kan være årsag til frustration? Og hvordan kan det i talesættes overfor din eks på en konstruktive måde, så det kommer jer alle til gavn?


Du har læse hele artiklen her: http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Sexogparforhold/Artikler/2013/0213090412.htm


Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

fredag den 8. februar 2013

Det første sekund





I dag den 08/02 åbner foto-udstillingen Det første sekund af Suste Bonnén på Ordrupgaard i Charlottenlund. Jeg var med til premieren i går, hvor Arnoldi bød velkommen bl.a. med ordene: ”Kunst er generøsitet”. Det er for mig utroligt sigende for Suste Bonnén´s værker. I denne udstilling deler hun kærligt ud af det særlige øjeblik, som vi alle selv har været igennem for at blive til levende mennesker og som vi forældre spændt venter på; mødet hvor vores barn kommer til verden og trækker vejret for første gang. Suste Bonnén har deltaget i 33 fødsler på Rigshospitalet i januar måned og det er der så kommet denne helt særlige udstilling ud af.

Jeg stod ved siden af en mormor, som var rørt over at se billedet af sit nye barnebarn. Det gjorde så stort indtryk på mig, at jeg faktisk også selv blev rørt, for der er noget særligt bevægende over at se et helt nyfødt barn. Det er bemærkelsesværdigt tydeligt, hvordan forskellige ansigtsudtryk og karaktertræk gør sig gældende på de udvalgte fotos, endda selvom nogle af babyerne endnu ikke har åbnet øjnene eller har trukket vejret. Det er stærke billeder, som minder mig om, at vi alle er ligeværdige i relation til liv og død. Det er magisk, at vi overhovedet er i live og har skullet kæmpe os vej hertil indsmurt i blod og fosterfedt uanset race og køn. Der er noget filterløst over fotoudstillingen med blod, navlestrenge og opskårne maver gjort klar til kejsersnit, som også fik mig til at tænke tilbage på min egen fødsel og den voldsomhed naturen nogle gange manifesterer sig på. Såvel liv som død er koblet til noget kropsligt og det kan være en stærk og hjerteåbnende oplevelse at være tæt på begge dele. Tiden står på en måde stille.

Jeg tænker at alle skilsmisse forældre kunne have godt af at blive mindet om dette lille mirakel som fødslen jo egentlig er. Babyens sårbarhed og afhængighed af at blive taget kærligt vare på af begge forældre og at det netop er sådan en lille vidunderlig skabning, som er bindeleddet mellem dig og din eks.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

lørdag den 13. oktober 2012

"Kan du ikke få min mor til at stoppe med at skælde ud?" Simon 8 år.


Indimellem skal vi voksne hjælpes lidt på vej af vores børn – vi tror fejlagtigt at det for det meste er den anden vej rundt - men børn kan lære os meget om den kærlige relation, hvis vi blot er åbne og lytter efter.
Børn er de mest tålmodige og overbærende væsner, jeg overhovedet kan komme i tanke om. I min klinik kommer jeg ofte i kontakt med delebørn, som primært pga forældrenes høje konfliktniveau har alvorlige problemer med enten at koncentrere sig, har psykosomatiske symptomer, oplever angst eller ligefrem depression. De stiller sig til rådighed på alle mulige måder for at hjælpe forældrene gennem diverse konflikter endda i en sådan grad, at det i de værste tilfælde bliver på bekostning af deres barndom. Så de bliver sådan nogle små kroppe, som alt for hurtigt har fået voksen adfærd og glemmer at lege, pjatte og nyde.
Noget af det arbejde jeg laver går ud på at hjælpe barnet med at formulere i positive vendinger, hvad det ønsker. Hvad kunne du have brug for mor eller far gjorde i stedet for det, de gør lige nu? Så barnets tankevirksomhed bliver optaget af, hvad han eller hun kunne ønske sig, modsat hvad de ikke ønsker. Mange af de børn, jeg kommer i kontakt med, formulerer sig primært ud fra sætninger, som peger væk fra det ønskede mål.
Den største øvelse for alle børn består i at finde fred med, at selvom de bliver gode til at formulere, hvad de inderligt kunne ønske sig f.eks. i måden de voksne kommunikerer på, så er det langt fra sikkert, at de voksne kan efterleve det. Én ting er at få de voksne til at lytte – og her kommer jeg også nogle gange på banen som barnets hjælper – en anden ting er at få begge voksne til rent faktisk at handle anderledes fremover, når bølgerne går højt. Nogle omstændigheder er så alvorlige, at der bliver man selvfølgelig nødt til at gribe ind f.eks. i forhold til vold, alkohol og overgreb, men rigtigt mange delebørn lever med forældre, der på næsten daglig eller ugentlig basis flipper ud over det ene og det andet.
Min oplevelse er, at børn i nogen grad har en særlig evne til at acceptere omstændighederne og forældrene, som de er. Selvom børn befinder sig i en ulige magtbalance og er dybt afhængige af forældrene, så kan de alligevel på et vist plan vise vejen til at tilgive alverdens små og måske endda større fortrædeligheder og alligevel elske både mor og far. Som drengen på ovenstående humoristiske billede, så ved børn instinktivt, at de er nødt til at acceptere forældrene, som de er for at komme videre. Det kunne mange skilsmisseforældre måske godt lade sig inspirere af i forhold til hinanden .....
Nogle gange skal man lige tælle til ti, trække vejret eller sove på det – hvad hjælper dig til at undlade at skælde ud?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.
Kærlig hilsen
Anna Prip

Hold dig i bevægelse


Hold dig i bevægelse
Det var et af mine råd, da jeg igår blev interviewet til en artikel om alvorlige livsforandringer - hvordan man kommer gennem chokket over enten at blive fyret, blive alvorlig syg eller blive skilt.
Hold dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning. Et råd, som jeg selv fik, da jeg for 15 år siden blev skilt, var at løbe hver dag. Nogle mennesker kan af forskellige årsager ikke løbe, men så kan man gå, cykle, danse eller noget helt andet. Det vigtige er, at man bevæger sig hver dag og får brugt det meste af kroppen og samtidig gerne mens pulsen kommer op. Herved får man rent kemisk både givet slip på stress hormonet adrenalin, men der bliver også mulighed for at oxytocin og endorfin kan blive frigivet i hjernen, så man helt naturligt kan opleve mere overskud til at håndtere hverdagens nye udfordringer.
I overført betydning kan det at holde sig i bevægelse forståes som en måde at være åben for nye måder at tænke om sin situation på, så man ikke bliver rigid og måske udelukkende tænker negativt om sin eks eller sin tidligere arbejdsplads. At man tillader sig selv at se på, hvilke nye muligheder denne forandring kan bringe med sig – også selvom det ikke er en situation, man selv kunne have ønsket sådan.
Når vi formår at holde os i bevægelse, så bliver det også nemmere for os at have overskud til at rumme vores børn, som naturligvis også bliver påvirket af enten alvorlig sygdom eller skilsmisse i familien.
Den omtalte artikel kommer i ugebladet Søndag om en måneds tid, men indtil da kan du læse andre artikler og mine gratis råd til at komme gennem sorgen på hjemmesiden: www.delebarn.dk
Hvordan holder du dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.
Kærlig hilsen
Anna Prip

En af de vigtigste måder at vise sin integritet på er ved at være loyal overfor dem, som ikke er tilstede


I denne uge døde manden bag overskriften på dette blog-indlæg og forfatter til bestseller bogen "7 gode vaner", Stephen Covey. I bogen beskriver han vane nr 5 på følgende måde: "søg først at forstå - derefter at blive forstået".
Begge citater fra ham fik mig til at tænke på sidste gang, jeg kørte i tog mellem Århus og København. Jeg sad i togkupé med en ca 50-årig far, der havde travlt med at tale i mobiltelefon næsten hele vejen. Som du sikkert ved, så varer sådan en tur lidt over 3 timer og han holdt faktisk ingen pauser mellem 3 forskellige opkald og talte i så højt et toneleje, at resten af vognen kunne følge med i alle detaljer. Man må høre meget, før ørerne falder af, som man siger....
Det første opkald var til hans kammerat, som han tilsyneladende ikke havde set længe, men som han dog alligevel ville fortælle om en episode, han dagen før havde haft med sin eks. Hun var blevet gal på ham og havde bedt ham om aldrig at henvende sig til hende igen. Han havde vist lånt nogle penge af hende tidligere, som han endnu ikke var i stand til at betale tilbage og det havde tilsyneladende fået hans eks til at huske en masse andre lignende episoder, som hun havde mindet ham om. Hun havde samtidig kaldt ham en dårlig far, mens deres 22-årige datter havde været tilstede i lejligheden og det generede ham kraftigt. Som han forklarede sin ven, så blev han nødt til også at fortælle sin eks ved samme lejlighed, at hun da heller ikke var nogen helgen. Desuden havde han en lang opremsning over alle de ting, som han havde gjort for eks´en, som hans ven i den anden ende af telefonen vist kunne bekræfte ham i, for han blev ved med ud i togkupéen at gentage sætningen: ”Synes du også hun er for meget? Ja, det er fanme for dårligt, jeg finder mig heller ikke i det mere!” Efter ca en times tid sluttede de samtalen af, for som han sagde, så skulle han lige nå at ringe videre til nogle flere.
Den næste person, der fik en opringning fra ham, var eks´en mor altså hans barns mormor. Hende havde han vist heller ikke talt med et stykke tid, men han forsikrede hende indlednings vist om, at hun stadig var den person i hele verden, der lavede den bedste flæskesteg og at han meget gerne ville komme på besøg med datteren en dag, så de sammen kunne hygge sig, som de plejede at gøre. Og så faldt talen på gårsdagens begivenhed han havde haft med hendes datter, som han tilsyneladende bare ville høre, om hun ikke også havde oplevet som værende urimelig ved flere lejligheder. Mormor kunne åbenbart bekræfte og sammen blev de enige om, at han havde været en tålmodig mand gennem årene og at han ikke skulle have det dårligt over at have sat hende på plads. Det havde mormor også selv været nødt til at gøre et par gange og det kunne han jo godt huske. Han afsluttede samtalen med et håb om, at nu hvor eks´en ikke længere kom hos sin mor, at han så kunne få lov at komme forbi en dag med barnebarnet, så de kunne spise flæskesteg sammen. Mormor bekræftede åbenbart i den anden ende af telefonen at invitationen stod ved magt, og således kunne han ringe videre til den sidste person på den togtur.
Datteren var den sidste, jeg hørte,der fik et opkald fra ham, hvor han indledte med at fortælle, at de begge var inviteret på flæskesteg hos mormor. Mormor, som han lige havde talt i telefon med, var rigtigt ked af at høre, at hendes mor havde opført sig så tåbeligt i går. Dernæst blev datteren vist berørt, for det næste han sagde var, at hun da ikke skulle græde, nu skulle han nok sørge for at få samling på familien igen. Men han kunne selvfølgelig ikke styre hendes mor. Og han syntes ikke, hun skulle tænke mere over det, men i stedet bare glæde sig til næste uge, hvor han ville arrangere, at de to sammen kunne komme på besøg hos mormor og spise flæskesteg. Desuden fik han også lige spurgt datteren: ”jamen, synes du da far kunne have gjort det anderledes i går?” Det havde datteren vist ikke nogen kommentar til, for umiddelbart bagefter fortalte han videre om, at det jo havde stået på i mange år og at man ikke sådan kunne lave om på hendes mor, det vidste hun jo også godt.
Da jeg steg ud af toget, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det mon var for et liv dette 22-årige delebarn havde haft. Bare ovenstående telefonsamtale sagde mig, at hendes liv må være præget af mange udfordringer ift loyalitetskonflikter mellem mor og far, selvom hun faktisk på nuværende tidspunkt er voksen. Jeg gætter på, at hun sikkert sjældent har oplevet sine egne behov som første prioritet hos mor og far og mest af alt, at hun mange gange før har hørt far (og evt også mor) omtale den anden forælder i negative vendinger. Det skaber uro og emotionel smerte i alle børn uanset alder.
De forældre kunne virkelig have gavn af at tillægge sig nogle andre og mere konstruktive vaner om at lytte og forsøge at forstå den anden samtidig med IKKE at tale dårligt om nogen, som ikke er tilstede.
Hvordan undgår du at omtale din eks i negative vendinger overfor jeres delebarn?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip

Hvor god er du til at se din eks fra flere vinkler?


Victor, som er 4 mdr. gammel, mestrer allerede en vigtig kompetence i livet – nemlig at se tingene fra et anderledes perspektiv og kan smile samtidig. Han kan godt lide at vende hovedet og kigge på de voksne ud fra deres spejlbillede. Men hvad sker der egentlig med os voksne, når tingene bliver vendt lidt på hovedet? Hvordan bevarer vi kontakten til det nysgerrige indre barn, der smiler ved synet af et menneske vist fra en ny vinkel f.eks. i form af en eks nu med ny kæreste? En ting er at føle sig såret og forsmået, hvis man er blevet valgt fra uden selv at være klar til et brud. En anden ting er, hvad man gør i livet generelt, når tingene bliver vendt på hovedet og man er nødt til at håndtere forandringer? Hvad var det oprindeligt, der fik dig til at grine sammen med din eks? Hvad kunne I godt lide at lave sammen, som fik dig til at slappe af og være nysgerrig på mere? At komme i kontakt med positive oplevelser fra jeres tid sammen kræver mod i første omgang, for det kan give en følelse af sårbarhed og savn. Men det kan faktisk hjælpe til, at du bliver en bedre deleforælder for jeres fælles barn. På den måde bliver du i stand til at relatere til det punkt, hvorfra dit barn har kontakt til den anden forælder. Selvom vi som voksne kan have vores konflikter om det ene og det andet, så formår de fleste forældre heldigvis stadig at skabe en glad og positiv kontakt til deres børn. Netop den positive kontakt kan vi støtte op om, ved selv også at få kontakt til et nuanceret syn på vores eks, for derved bidrager vi til et balanceret liv for vores delebørn, hvor de kan føle sig fri til at holde af både far og mor.

Billedet af Victor får mig til at tænke på, hvor ofte jeg selv som barn yndede at ligge med hovedet nedad for at se på andre ansigter, når de talte. På den måde ville deres underlæbe ud fra mit syn blive til deres overlæbe og det fik mig altid til at grine højlydt. Nogle gange kan det nok være sundt at være i stand til at se på andre mennesker ud fra en anderledes synsvinkel eller blot at se på situationer ud fra et lidt mere nuanceret udgangspunkt. Der er mange måder at se på mennesker og nogle gange glemmer vi, at vi selv vælger vores optik, uanset hvordan de opfører sig ....

Hvad hjælper dig til at have et nuanceret syn på din eks?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Selv royale børn har brug for halvsøskende


Måske du så barnedåb for et par uger siden, hvor dronningens nye bedårende barnebarn blev døbt Athene Margeritte Francoise Marie. Den kongelige konfessionarius Erik Norman Svendsen holdte dåbstalen i Møgeltønder kirke og indledte med følgende:
"Danmarks nye prinsesse er privilegeret. Her tænker jeg ikke først og fremmest på, at hun er født ind i den kongelige familie og skal bo på et slot. Jeg tænker på den omstændighed, at hun fra starten har tre brødre, der vil vide at stille op for hende, beskytte hende og også opdrage og måske forkæle hende. Inden hun overhovedet lærer navnene på sine tre brødre, vil hun fornemme nærværet af prins Nikolai, prins Felix og den lille prins Henrik......Alle vil gøre deres til, at hun får lov at vokse op som andre små piger, omgivet af kærlighed og nærvær.”
Sådan udtaler han sig om prinsesse Athene´s fordele i livet på trods af, at treårige Prins Henrik er den eneste af prinsessens tre brødre, med hvem hun har begge forældre tilfælles.

Jeg blev rørt over at høre dåbstalen og tænker, at det måske også har berørt nogle af jer. Rigtigt mange delebørn har søskende, papsøskende og halvsøskende. Ligegyldig hvem der er mor eller far til dem, så får de en helt særlig betydning i (dele)børnenes liv. Der opstår et unikt bånd mellem børnene, som fornemmes og opleves på trods af det biologiske ophav.

Det vores opgave som forælder at værne om den kærlige relation, også selvom vi som voksne måske ikke selv har samme kontakt. Nogle delebørn lærer nye søskende at kende gennem far´s eller mor´s kæreste, som på sin vis måske intet har med os voksne at gøre, og alligevel må vi forstå og huske på, de er vigtige personer i vores barns liv og dermed støtte op om at bevare kontakten, så barnet over tid oplever sammenhæng. Noget af det som er særligt sårbart for et delebarn kan nemlig være, hvis det ikke oplever kontinuitet. Det er et faktum, at når skilsmissen indtræffer, så forandres børnenes liv grundlæggende og uigenkaldeligt – og det må vi alle leve med. Men den gode nyhed er, at vi faktisk kan hjælpe barnet med at opleve sammenhæng i livet ved at støtte op om alle de kærlige relationer, som de møder på deres vej.

Og det er netop sådan en kærlig relation, som strækker sig forbi navn og biologisk ophav, som refereres til i dåbstalen om den lille nye prinsesse. Alle tre prinse-brødre vil bidrage til, at den lille nye prinsesse bliver opdraget, beskyttet og sikkert også forkælet, uanset om de har samme mor eller ej. Børn fornemmer vigtigheden heraf, selv før de kender hinandens navne.

Hvordan bidrager du til at dit delebarn kan bevare kærlige relationer over tid?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hvordan er det at være delebarn i multi-patchwork familie?

Så blev Iben Hjejle og Casper Christensen skilt - Danmarks celebritypar nummer to efter kronsprinseparret. Det kan i sig selv være interessant for nogle mennesker at læse om, men det jeg hæfter mig ved er undertitlen til artiklen i Alt for damerne 02/05 2012: ”Børn skal ikke fratages de voksne, de har krav på, siger Iben Hjejle, som stadig er til rådighed for eks-manden Casper Christensens børn. Desuden tilføjer hun : ”Og de børns liv, man har meldt sig ind i, kan man ikke melde sig ud af.”
På den måde tager hun fat på emnet om det, at være blevet bonusmor og have en særlig betydning i nogle børns liv, som ikke forsvinder, blot fordi hun så senere bliver skilt fra børnenes far. I dette tilfælde har disse børn tidligere oplevet deres biologiske fars og mors skilsmisse, på den måde oplever de et net af familiesammensætninger. Ifølge Danmarks Statistik findes der 37 forskellige familieformer, som kan sammensættes på kryds og på tværs.
I denne uge var Helle, som er direktør for delebarn.dk, i Go´Mor´n Danmark med sin mand Jesper. Hans eks var også i studiet med sin nye mand samt deres nye fælles børn, den nye mands pige fra tidligere ægteskab, samt de børn som Jesper også havde med sin eks. Du kan læse mere om de mange forskellige familieformer og se et klip fra deres sammensatte familie på følgende link:
Hvordan er det mon at være delebarn i en multi-patchwork familie?
Mange børn, som jeg taler med, synes faktisk, det kan være meget godt på den måde at få udvidet sin familie. Hvis nu mor bor alene, så kan det indimellem være rart, hvis der er en ny kæreste hos far, som også bringer nogle børn ind i hjemmet eller omvendt, hvis det var mor, som havde fået en ny kæreste. Nogle gange får mor og far jo også flere børn med den nye kæreste, så på den måde kan familien vokse sig større og større. Men det kan også opleves som værende problematisk for delebarnet, hvis de måske ikke bryder sig helt så meget om den nye kæreste af forskellige årsager – sådanne samtaler har jeg også en del af.
Det er interessant, at Iben Hjejles vinkel på det at være fraskilt bonusmor handler om børnenes behov. Nemlig det, at børnene har krav på, hvis de ønsker det, at have kontakt til en eks bonusmor eller eks bonusfar. Og at vi voksne har et ansvar for at stille os til rådighed for disse delebørn, som hun selv gør - også efter skilsmissen. Vi har desuden også et ansvar som biologisk forælder for at gøre dette fortsatte møde mellem delebarnet og en evt eks bonusforælder mulig fremover, præcis som Casper gør. Hertil kommer at børnenes biologiske mor jo også kan bidrage til, at støtte op om, at børnene fortsat har mulighed for at have kontakt med deres eks bonusmor.
Hun udtaler endvidere; ”hvis man ikke kan få det til af fungere i et parforhold, kan man i det mindste vise børnene, at man ikke har taget fejl af de mennesker, man har introduceret i deres liv. Og at de mennesker bliver ved med at være der.”
Det gør mig inderlig glad på børnenes vegne, at der findes forældre, som er gode til lige netop at tage hensyn til delebarnet, som jo fra begyndelsen intet har med de voksnes forhold at gøre. Det er de voksne der bliver forelskede eller skilt. Mange delebørn bliver introduceret til flere voksne gennem opvæksten og de voksne kan være med til at hjælpe delebarnet ved at sørge for, at de har kontakt med dem, hvis de ønsker det, også efter en skilsmisse. - Og faktisk er det børnenes ret!
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip

Ønsker du også flere medlemmer i din familie?


Når børn tegner, så må man nogle gange som voksen være opsøgende på, hvad tegningen egentlig rummer
Da jeg så denne tegning, blev jeg nysgerrig på, hvad det er for nogle væsner i baggrunden til højre. Og faktisk viser det sig, at de rummer en hel fortælling om barnets verden, ønsker og drømme. Louise, bor alene med mor, som også er afbilledet på tegningen. De har det godt sammen og ser glade og kærlige ud, men der mangler alligevel noget i Louises liv. Hun kunne nemlig godt tænke sig en far og en søster eller bror.

Når jeg taler med delebørn, så hører jeg ofte, at de ikke synes, de har en 'rigtig' familie, hvis de udelukkende bor med én forælder – også selvom de også har kontakt til den anden forælder. Der kan ligge mange behov bag sådan en udtalelse og det er naturligvis individuelt fra barn til barn, hvad de mener med det, men ofte bunder sådanne udtalelser sig i ønsket om at gøre sin barndom hel igen. Det kan være følelsen af at ønske at være som kammeraterne med en mor og en far og nogle søskende, eller erkendelsen af at noget er blevet grundlæggende forandret. Og det magiske, som især sunde børn er rigtigt gode til, er at de så finder kreative måder at formidle og bearbejde dette behov på. Det er jo på ingen måde sikkert, at virkeligheden ville være så fantastisk for lille Sofie, hvis mor rent faktisk fandt sig en kæreste, som flyttede ind med sin søn eller datter – det kan godt være, men det er ikke nødvendigvis det, der skal til for skabe fred i Sofie´s sind. Derimod kan Louise og andre delebørn have brug for at mærke og dele sine oplevelser med nogen, som kan rumme, at sådan har hun det rent faktisk lige nu. Louise kunne godt tænke sig en far og en søster eller bror og mærker et savn.

Hvordan rummer du bedst dit barn, når det mærker savn?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Skilsmisse kan være det bedste for alle


Skilsmisse kan være det bedste for alle, mener Linda Hauge, som er hypnoterapeut i Århus. Hun beskriver forældre, som kommer i hendes klinik som værende splittede over det svære valg de står i, når de skal beslutte sig for, om de skal skilles eller ej. Og vigtigst af alt så beskriver hun, hvilken indvirkning sådan en tilstand mellem forældrene kan have på børnene - uanset om de vælger at blive skilt eller ej.
Hun forklarer, at det er stemningen, der skaber uro og smerte i både børn og voksne og sjældent selve den handling, som skilsmissen udgør. Det er interessant læsning om at gøre sig fri for begrænsende overbevisninger og følge sit hjerte istedet til gavn for alle parter.
Du kan læse hendes indlæg her:
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip