lørdag den 13. oktober 2012

"Kan du ikke få min mor til at stoppe med at skælde ud?" Simon 8 år.


Indimellem skal vi voksne hjælpes lidt på vej af vores børn – vi tror fejlagtigt at det for det meste er den anden vej rundt - men børn kan lære os meget om den kærlige relation, hvis vi blot er åbne og lytter efter.
Børn er de mest tålmodige og overbærende væsner, jeg overhovedet kan komme i tanke om. I min klinik kommer jeg ofte i kontakt med delebørn, som primært pga forældrenes høje konfliktniveau har alvorlige problemer med enten at koncentrere sig, har psykosomatiske symptomer, oplever angst eller ligefrem depression. De stiller sig til rådighed på alle mulige måder for at hjælpe forældrene gennem diverse konflikter endda i en sådan grad, at det i de værste tilfælde bliver på bekostning af deres barndom. Så de bliver sådan nogle små kroppe, som alt for hurtigt har fået voksen adfærd og glemmer at lege, pjatte og nyde.
Noget af det arbejde jeg laver går ud på at hjælpe barnet med at formulere i positive vendinger, hvad det ønsker. Hvad kunne du have brug for mor eller far gjorde i stedet for det, de gør lige nu? Så barnets tankevirksomhed bliver optaget af, hvad han eller hun kunne ønske sig, modsat hvad de ikke ønsker. Mange af de børn, jeg kommer i kontakt med, formulerer sig primært ud fra sætninger, som peger væk fra det ønskede mål.
Den største øvelse for alle børn består i at finde fred med, at selvom de bliver gode til at formulere, hvad de inderligt kunne ønske sig f.eks. i måden de voksne kommunikerer på, så er det langt fra sikkert, at de voksne kan efterleve det. Én ting er at få de voksne til at lytte – og her kommer jeg også nogle gange på banen som barnets hjælper – en anden ting er at få begge voksne til rent faktisk at handle anderledes fremover, når bølgerne går højt. Nogle omstændigheder er så alvorlige, at der bliver man selvfølgelig nødt til at gribe ind f.eks. i forhold til vold, alkohol og overgreb, men rigtigt mange delebørn lever med forældre, der på næsten daglig eller ugentlig basis flipper ud over det ene og det andet.
Min oplevelse er, at børn i nogen grad har en særlig evne til at acceptere omstændighederne og forældrene, som de er. Selvom børn befinder sig i en ulige magtbalance og er dybt afhængige af forældrene, så kan de alligevel på et vist plan vise vejen til at tilgive alverdens små og måske endda større fortrædeligheder og alligevel elske både mor og far. Som drengen på ovenstående humoristiske billede, så ved børn instinktivt, at de er nødt til at acceptere forældrene, som de er for at komme videre. Det kunne mange skilsmisseforældre måske godt lade sig inspirere af i forhold til hinanden .....
Nogle gange skal man lige tælle til ti, trække vejret eller sove på det – hvad hjælper dig til at undlade at skælde ud?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.
Kærlig hilsen
Anna Prip

Hold dig i bevægelse


Hold dig i bevægelse
Det var et af mine råd, da jeg igår blev interviewet til en artikel om alvorlige livsforandringer - hvordan man kommer gennem chokket over enten at blive fyret, blive alvorlig syg eller blive skilt.
Hold dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning. Et råd, som jeg selv fik, da jeg for 15 år siden blev skilt, var at løbe hver dag. Nogle mennesker kan af forskellige årsager ikke løbe, men så kan man gå, cykle, danse eller noget helt andet. Det vigtige er, at man bevæger sig hver dag og får brugt det meste af kroppen og samtidig gerne mens pulsen kommer op. Herved får man rent kemisk både givet slip på stress hormonet adrenalin, men der bliver også mulighed for at oxytocin og endorfin kan blive frigivet i hjernen, så man helt naturligt kan opleve mere overskud til at håndtere hverdagens nye udfordringer.
I overført betydning kan det at holde sig i bevægelse forståes som en måde at være åben for nye måder at tænke om sin situation på, så man ikke bliver rigid og måske udelukkende tænker negativt om sin eks eller sin tidligere arbejdsplads. At man tillader sig selv at se på, hvilke nye muligheder denne forandring kan bringe med sig – også selvom det ikke er en situation, man selv kunne have ønsket sådan.
Når vi formår at holde os i bevægelse, så bliver det også nemmere for os at have overskud til at rumme vores børn, som naturligvis også bliver påvirket af enten alvorlig sygdom eller skilsmisse i familien.
Den omtalte artikel kommer i ugebladet Søndag om en måneds tid, men indtil da kan du læse andre artikler og mine gratis råd til at komme gennem sorgen på hjemmesiden: www.delebarn.dk
Hvordan holder du dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.
Kærlig hilsen
Anna Prip

En af de vigtigste måder at vise sin integritet på er ved at være loyal overfor dem, som ikke er tilstede


I denne uge døde manden bag overskriften på dette blog-indlæg og forfatter til bestseller bogen "7 gode vaner", Stephen Covey. I bogen beskriver han vane nr 5 på følgende måde: "søg først at forstå - derefter at blive forstået".
Begge citater fra ham fik mig til at tænke på sidste gang, jeg kørte i tog mellem Århus og København. Jeg sad i togkupé med en ca 50-årig far, der havde travlt med at tale i mobiltelefon næsten hele vejen. Som du sikkert ved, så varer sådan en tur lidt over 3 timer og han holdt faktisk ingen pauser mellem 3 forskellige opkald og talte i så højt et toneleje, at resten af vognen kunne følge med i alle detaljer. Man må høre meget, før ørerne falder af, som man siger....
Det første opkald var til hans kammerat, som han tilsyneladende ikke havde set længe, men som han dog alligevel ville fortælle om en episode, han dagen før havde haft med sin eks. Hun var blevet gal på ham og havde bedt ham om aldrig at henvende sig til hende igen. Han havde vist lånt nogle penge af hende tidligere, som han endnu ikke var i stand til at betale tilbage og det havde tilsyneladende fået hans eks til at huske en masse andre lignende episoder, som hun havde mindet ham om. Hun havde samtidig kaldt ham en dårlig far, mens deres 22-årige datter havde været tilstede i lejligheden og det generede ham kraftigt. Som han forklarede sin ven, så blev han nødt til også at fortælle sin eks ved samme lejlighed, at hun da heller ikke var nogen helgen. Desuden havde han en lang opremsning over alle de ting, som han havde gjort for eks´en, som hans ven i den anden ende af telefonen vist kunne bekræfte ham i, for han blev ved med ud i togkupéen at gentage sætningen: ”Synes du også hun er for meget? Ja, det er fanme for dårligt, jeg finder mig heller ikke i det mere!” Efter ca en times tid sluttede de samtalen af, for som han sagde, så skulle han lige nå at ringe videre til nogle flere.
Den næste person, der fik en opringning fra ham, var eks´en mor altså hans barns mormor. Hende havde han vist heller ikke talt med et stykke tid, men han forsikrede hende indlednings vist om, at hun stadig var den person i hele verden, der lavede den bedste flæskesteg og at han meget gerne ville komme på besøg med datteren en dag, så de sammen kunne hygge sig, som de plejede at gøre. Og så faldt talen på gårsdagens begivenhed han havde haft med hendes datter, som han tilsyneladende bare ville høre, om hun ikke også havde oplevet som værende urimelig ved flere lejligheder. Mormor kunne åbenbart bekræfte og sammen blev de enige om, at han havde været en tålmodig mand gennem årene og at han ikke skulle have det dårligt over at have sat hende på plads. Det havde mormor også selv været nødt til at gøre et par gange og det kunne han jo godt huske. Han afsluttede samtalen med et håb om, at nu hvor eks´en ikke længere kom hos sin mor, at han så kunne få lov at komme forbi en dag med barnebarnet, så de kunne spise flæskesteg sammen. Mormor bekræftede åbenbart i den anden ende af telefonen at invitationen stod ved magt, og således kunne han ringe videre til den sidste person på den togtur.
Datteren var den sidste, jeg hørte,der fik et opkald fra ham, hvor han indledte med at fortælle, at de begge var inviteret på flæskesteg hos mormor. Mormor, som han lige havde talt i telefon med, var rigtigt ked af at høre, at hendes mor havde opført sig så tåbeligt i går. Dernæst blev datteren vist berørt, for det næste han sagde var, at hun da ikke skulle græde, nu skulle han nok sørge for at få samling på familien igen. Men han kunne selvfølgelig ikke styre hendes mor. Og han syntes ikke, hun skulle tænke mere over det, men i stedet bare glæde sig til næste uge, hvor han ville arrangere, at de to sammen kunne komme på besøg hos mormor og spise flæskesteg. Desuden fik han også lige spurgt datteren: ”jamen, synes du da far kunne have gjort det anderledes i går?” Det havde datteren vist ikke nogen kommentar til, for umiddelbart bagefter fortalte han videre om, at det jo havde stået på i mange år og at man ikke sådan kunne lave om på hendes mor, det vidste hun jo også godt.
Da jeg steg ud af toget, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det mon var for et liv dette 22-årige delebarn havde haft. Bare ovenstående telefonsamtale sagde mig, at hendes liv må være præget af mange udfordringer ift loyalitetskonflikter mellem mor og far, selvom hun faktisk på nuværende tidspunkt er voksen. Jeg gætter på, at hun sikkert sjældent har oplevet sine egne behov som første prioritet hos mor og far og mest af alt, at hun mange gange før har hørt far (og evt også mor) omtale den anden forælder i negative vendinger. Det skaber uro og emotionel smerte i alle børn uanset alder.
De forældre kunne virkelig have gavn af at tillægge sig nogle andre og mere konstruktive vaner om at lytte og forsøge at forstå den anden samtidig med IKKE at tale dårligt om nogen, som ikke er tilstede.
Hvordan undgår du at omtale din eks i negative vendinger overfor jeres delebarn?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip

Hvor god er du til at se din eks fra flere vinkler?


Victor, som er 4 mdr. gammel, mestrer allerede en vigtig kompetence i livet – nemlig at se tingene fra et anderledes perspektiv og kan smile samtidig. Han kan godt lide at vende hovedet og kigge på de voksne ud fra deres spejlbillede. Men hvad sker der egentlig med os voksne, når tingene bliver vendt lidt på hovedet? Hvordan bevarer vi kontakten til det nysgerrige indre barn, der smiler ved synet af et menneske vist fra en ny vinkel f.eks. i form af en eks nu med ny kæreste? En ting er at føle sig såret og forsmået, hvis man er blevet valgt fra uden selv at være klar til et brud. En anden ting er, hvad man gør i livet generelt, når tingene bliver vendt på hovedet og man er nødt til at håndtere forandringer? Hvad var det oprindeligt, der fik dig til at grine sammen med din eks? Hvad kunne I godt lide at lave sammen, som fik dig til at slappe af og være nysgerrig på mere? At komme i kontakt med positive oplevelser fra jeres tid sammen kræver mod i første omgang, for det kan give en følelse af sårbarhed og savn. Men det kan faktisk hjælpe til, at du bliver en bedre deleforælder for jeres fælles barn. På den måde bliver du i stand til at relatere til det punkt, hvorfra dit barn har kontakt til den anden forælder. Selvom vi som voksne kan have vores konflikter om det ene og det andet, så formår de fleste forældre heldigvis stadig at skabe en glad og positiv kontakt til deres børn. Netop den positive kontakt kan vi støtte op om, ved selv også at få kontakt til et nuanceret syn på vores eks, for derved bidrager vi til et balanceret liv for vores delebørn, hvor de kan føle sig fri til at holde af både far og mor.

Billedet af Victor får mig til at tænke på, hvor ofte jeg selv som barn yndede at ligge med hovedet nedad for at se på andre ansigter, når de talte. På den måde ville deres underlæbe ud fra mit syn blive til deres overlæbe og det fik mig altid til at grine højlydt. Nogle gange kan det nok være sundt at være i stand til at se på andre mennesker ud fra en anderledes synsvinkel eller blot at se på situationer ud fra et lidt mere nuanceret udgangspunkt. Der er mange måder at se på mennesker og nogle gange glemmer vi, at vi selv vælger vores optik, uanset hvordan de opfører sig ....

Hvad hjælper dig til at have et nuanceret syn på din eks?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Selv royale børn har brug for halvsøskende


Måske du så barnedåb for et par uger siden, hvor dronningens nye bedårende barnebarn blev døbt Athene Margeritte Francoise Marie. Den kongelige konfessionarius Erik Norman Svendsen holdte dåbstalen i Møgeltønder kirke og indledte med følgende:
"Danmarks nye prinsesse er privilegeret. Her tænker jeg ikke først og fremmest på, at hun er født ind i den kongelige familie og skal bo på et slot. Jeg tænker på den omstændighed, at hun fra starten har tre brødre, der vil vide at stille op for hende, beskytte hende og også opdrage og måske forkæle hende. Inden hun overhovedet lærer navnene på sine tre brødre, vil hun fornemme nærværet af prins Nikolai, prins Felix og den lille prins Henrik......Alle vil gøre deres til, at hun får lov at vokse op som andre små piger, omgivet af kærlighed og nærvær.”
Sådan udtaler han sig om prinsesse Athene´s fordele i livet på trods af, at treårige Prins Henrik er den eneste af prinsessens tre brødre, med hvem hun har begge forældre tilfælles.

Jeg blev rørt over at høre dåbstalen og tænker, at det måske også har berørt nogle af jer. Rigtigt mange delebørn har søskende, papsøskende og halvsøskende. Ligegyldig hvem der er mor eller far til dem, så får de en helt særlig betydning i (dele)børnenes liv. Der opstår et unikt bånd mellem børnene, som fornemmes og opleves på trods af det biologiske ophav.

Det vores opgave som forælder at værne om den kærlige relation, også selvom vi som voksne måske ikke selv har samme kontakt. Nogle delebørn lærer nye søskende at kende gennem far´s eller mor´s kæreste, som på sin vis måske intet har med os voksne at gøre, og alligevel må vi forstå og huske på, de er vigtige personer i vores barns liv og dermed støtte op om at bevare kontakten, så barnet over tid oplever sammenhæng. Noget af det som er særligt sårbart for et delebarn kan nemlig være, hvis det ikke oplever kontinuitet. Det er et faktum, at når skilsmissen indtræffer, så forandres børnenes liv grundlæggende og uigenkaldeligt – og det må vi alle leve med. Men den gode nyhed er, at vi faktisk kan hjælpe barnet med at opleve sammenhæng i livet ved at støtte op om alle de kærlige relationer, som de møder på deres vej.

Og det er netop sådan en kærlig relation, som strækker sig forbi navn og biologisk ophav, som refereres til i dåbstalen om den lille nye prinsesse. Alle tre prinse-brødre vil bidrage til, at den lille nye prinsesse bliver opdraget, beskyttet og sikkert også forkælet, uanset om de har samme mor eller ej. Børn fornemmer vigtigheden heraf, selv før de kender hinandens navne.

Hvordan bidrager du til at dit delebarn kan bevare kærlige relationer over tid?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hvordan er det at være delebarn i multi-patchwork familie?

Så blev Iben Hjejle og Casper Christensen skilt - Danmarks celebritypar nummer to efter kronsprinseparret. Det kan i sig selv være interessant for nogle mennesker at læse om, men det jeg hæfter mig ved er undertitlen til artiklen i Alt for damerne 02/05 2012: ”Børn skal ikke fratages de voksne, de har krav på, siger Iben Hjejle, som stadig er til rådighed for eks-manden Casper Christensens børn. Desuden tilføjer hun : ”Og de børns liv, man har meldt sig ind i, kan man ikke melde sig ud af.”
På den måde tager hun fat på emnet om det, at være blevet bonusmor og have en særlig betydning i nogle børns liv, som ikke forsvinder, blot fordi hun så senere bliver skilt fra børnenes far. I dette tilfælde har disse børn tidligere oplevet deres biologiske fars og mors skilsmisse, på den måde oplever de et net af familiesammensætninger. Ifølge Danmarks Statistik findes der 37 forskellige familieformer, som kan sammensættes på kryds og på tværs.
I denne uge var Helle, som er direktør for delebarn.dk, i Go´Mor´n Danmark med sin mand Jesper. Hans eks var også i studiet med sin nye mand samt deres nye fælles børn, den nye mands pige fra tidligere ægteskab, samt de børn som Jesper også havde med sin eks. Du kan læse mere om de mange forskellige familieformer og se et klip fra deres sammensatte familie på følgende link:
Hvordan er det mon at være delebarn i en multi-patchwork familie?
Mange børn, som jeg taler med, synes faktisk, det kan være meget godt på den måde at få udvidet sin familie. Hvis nu mor bor alene, så kan det indimellem være rart, hvis der er en ny kæreste hos far, som også bringer nogle børn ind i hjemmet eller omvendt, hvis det var mor, som havde fået en ny kæreste. Nogle gange får mor og far jo også flere børn med den nye kæreste, så på den måde kan familien vokse sig større og større. Men det kan også opleves som værende problematisk for delebarnet, hvis de måske ikke bryder sig helt så meget om den nye kæreste af forskellige årsager – sådanne samtaler har jeg også en del af.
Det er interessant, at Iben Hjejles vinkel på det at være fraskilt bonusmor handler om børnenes behov. Nemlig det, at børnene har krav på, hvis de ønsker det, at have kontakt til en eks bonusmor eller eks bonusfar. Og at vi voksne har et ansvar for at stille os til rådighed for disse delebørn, som hun selv gør - også efter skilsmissen. Vi har desuden også et ansvar som biologisk forælder for at gøre dette fortsatte møde mellem delebarnet og en evt eks bonusforælder mulig fremover, præcis som Casper gør. Hertil kommer at børnenes biologiske mor jo også kan bidrage til, at støtte op om, at børnene fortsat har mulighed for at have kontakt med deres eks bonusmor.
Hun udtaler endvidere; ”hvis man ikke kan få det til af fungere i et parforhold, kan man i det mindste vise børnene, at man ikke har taget fejl af de mennesker, man har introduceret i deres liv. Og at de mennesker bliver ved med at være der.”
Det gør mig inderlig glad på børnenes vegne, at der findes forældre, som er gode til lige netop at tage hensyn til delebarnet, som jo fra begyndelsen intet har med de voksnes forhold at gøre. Det er de voksne der bliver forelskede eller skilt. Mange delebørn bliver introduceret til flere voksne gennem opvæksten og de voksne kan være med til at hjælpe delebarnet ved at sørge for, at de har kontakt med dem, hvis de ønsker det, også efter en skilsmisse. - Og faktisk er det børnenes ret!
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip

Ønsker du også flere medlemmer i din familie?


Når børn tegner, så må man nogle gange som voksen være opsøgende på, hvad tegningen egentlig rummer
Da jeg så denne tegning, blev jeg nysgerrig på, hvad det er for nogle væsner i baggrunden til højre. Og faktisk viser det sig, at de rummer en hel fortælling om barnets verden, ønsker og drømme. Louise, bor alene med mor, som også er afbilledet på tegningen. De har det godt sammen og ser glade og kærlige ud, men der mangler alligevel noget i Louises liv. Hun kunne nemlig godt tænke sig en far og en søster eller bror.

Når jeg taler med delebørn, så hører jeg ofte, at de ikke synes, de har en 'rigtig' familie, hvis de udelukkende bor med én forælder – også selvom de også har kontakt til den anden forælder. Der kan ligge mange behov bag sådan en udtalelse og det er naturligvis individuelt fra barn til barn, hvad de mener med det, men ofte bunder sådanne udtalelser sig i ønsket om at gøre sin barndom hel igen. Det kan være følelsen af at ønske at være som kammeraterne med en mor og en far og nogle søskende, eller erkendelsen af at noget er blevet grundlæggende forandret. Og det magiske, som især sunde børn er rigtigt gode til, er at de så finder kreative måder at formidle og bearbejde dette behov på. Det er jo på ingen måde sikkert, at virkeligheden ville være så fantastisk for lille Sofie, hvis mor rent faktisk fandt sig en kæreste, som flyttede ind med sin søn eller datter – det kan godt være, men det er ikke nødvendigvis det, der skal til for skabe fred i Sofie´s sind. Derimod kan Louise og andre delebørn have brug for at mærke og dele sine oplevelser med nogen, som kan rumme, at sådan har hun det rent faktisk lige nu. Louise kunne godt tænke sig en far og en søster eller bror og mærker et savn.

Hvordan rummer du bedst dit barn, når det mærker savn?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip