Kærlighed – hvad er det?

 

Jeg møder mange delebørn, som har svært ved at finde ud af, hvordan det kan være, at de voksne er blevet skilt, med begrundelsen at de er holdt op med at elske hinanden. Ofte er det dybt skræmmende for dem at høre, at to mennesker – som de jo selv elsker – kan stoppe med at elske hinanden. For hvad så med mig, kan de også stoppe med at elske mig?

Eva Matjeka har skrevet en bog til børn, som netop handler om at belyse kærligheden fra forskellige vinkler. Vif Dissing har illustreret bogen med fine milde strøg, der understøtter teksten, som i børnehøjde både er poetisk og filosoferende. Bogen kan benyttes til at åbne op for en snak med dit delebarn om kærlighed og hvad det er for en størrelse.

 

”Jeg går rundt og tænker på

Er mon kærligheden blå

Li´som himlen, kæmpestor

Varm og blød som bedstemor?

 

Kan man ha´ den i en taske

Kan man hælde den på flaske

Kan den også være gul

Ligner den en sommerfugl?

Er den i min lillebror

Også når han bliver stor

Eller er det kun hos mor,

Kærligheden altid bor?”

 

Citat fra bogen, som er udgivet på forlaget Facet 2010. Du kan læse mere om forfatteren og bogen på følgende side: www.ordpaalivet.dk

 

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

 

Kærlig hilsen

 

Anna Prip

Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke

”Nulstil din dømmende stemme og knyt forbindelse til din evne til at undres”.

Sådan står der på side 55 i Notesbog, som jeg modtog med posten forleden. Ordene er trykt øverst på en side, hvor baggrunden udgør et foto af en gråstribet kat, som kigger direkte og meget vågent og roligt tilbage på læseren og på modsatte side er der lavet plads til egne noter. Billedet af den kat, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne evne er for at deleforældre kan navigere gennem et landskab af en ny familiestruktur, som alle familiemedlemmer skal trives i - uanset om man er voksen eller barn. Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke. Det kræver nogle gange, at man som voksen nulstiller sin dømmende stemme overfor den anden forælder og øver sig i evnen til at undres.

Bogen er opstået ud af et samarbejde mellem to kvinder, som jeg har mediteret med gennem flere år. Pia Brøgger hjælper virksomheder med ledelse og har udvalgt nogle citater til bogen fra et ledelsesredskab, som hedder Teori U. Dott Ovesen er fotograf og har illustreret bogen med hendes udvalgte optiske vinkler. De er begge kvinder, som ved en hel del om at være tilstede med det som er, på trods af hvilken livssituation det så måtte være.

 Men lad mig starte et andet sted i notesbogen, hvor der er et billede af en trappe i solskin med et snoet jerngelænder og med grønt i baggrunden. Det foto fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom, hvor jeg nogle gange bare sad på en trappe og betragtede verden. Alt var roligt omkring mig og mit sind var åbent og klar til at modtage. Ingen trusler om skilsmisse, flytning eller konflikter. Jeg husker sådanne øjeblikke som sikre og trygge og jeg er som voksen i stand til at forbinde mig til den slags tilstande både gennem hukommelsen, ved at se på dette foto eller ved rent faktisk at opholde mig på en trappe i solskin. Der er noget særligt og helt enkelt over at sidde på en trappesten og filosofere over verden. Her kan jeg nulstille min dømmende stemme og knytte forbindelse til min evne til at undres.

Som familieterapeut får jeg mange henvendelser fra familier, hvor både delebørn og forældre har angst eller stresslignende symptomer pga skilsmissen. Nogle har svært ved at falde i søvn, andre kan vågne op med uro. Nogle har mavepine eller hovedpine flere gange i løbet af en dag uden nogen fysisk forklaring på disse symptomer, mens andre er ekstremt trætte og har mistet energien til at relatere til andre mennesker. En stor del af mit arbejde består i at hjælpe disse børn og voksne tilbage til en tilstand af ro på trods af den uro, som hærger pga skilsmissen. Når først vi får en pause, hvor sindet ikke er på overarbejde med, f.eks. hvad den ene har gjort eller den anden burde gøre, så kommer vores hjerne (og efterfølgende resten af vores krop!) tilbage i en tilstand af tryghed og ro. Min erfaring er, at børn generelt er meget bedre til at komme tilbage til denne tilstand af ro, end vi voksne er. Der er ikke så mange år og lag af tanker, som de skal give slip på. Med denne bog i hånden kan du med fordel lade dig inspirere, blive mindet om disse små pauser, skrive lidt ned og reflektere over livets dybere mening – forbi enhver skilsmisse.....

Du kan læse mere om Notesbogen her: www.ankerhus.dk

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

When elephants fight the grass suffers

Det afrikanske ordsprog indikerer i denne sammenhæng, at når to magtfulde individer kæmper, som forældre jo er, så lider dem, som er placeret under dem – altså børnene. I nedenstående klip tager det lidt under 4 minutter for to skilte forældre at ryge verbalt i totterne på hinanden – endda selvom de har selveste Iyanla Vanzant som terapeut på Oprahs TV kanal! Måske du kan genkende sådan en måde at kommunikere på med din x, hvor det fra den ene side kan opleves som bebrejdelser og fra den anden side som tomme løfter? I hvert fald ender ca 1/3 af alle skilsmisser i Danmark i statsforvaltningen af lignende årsager. På nedenstående TV link overhører delebørnene (heldigvis) ikke forældrene tale sådan til hinanden, men for rigtigt mange delebørn, som jeg taler med i min klinik, er det desværre ofte sådan, at børnene hører og er vidne til meget mere, end de voksne er klar over.

Jeg vil invitere dig til at være med i et lille eksperiment:

1. Når du ser klippet, så prøv at lægge mærke til, hvilke følelser der opstår i dig, når du hører denne mor og far forsøge at aftale samvær som fraskilte forældre.

2. Hvilke følelser gætter du på, at jeres delebarn ville have, hvis han/hun overhørte dig og din x tale på en lignende måde til hinanden?
3. Hvis du kendte et delebarn med forældre i lignende situation, hvad kunne du så ønske for det barn?

http://www.oprah.com/own-iyanla-fix-my-life/Iyanlas-Co-Parenting-Guidelines-for-Sheree-and-Bob-Whitfield-Video

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

www.annaprip.dk

Cort Adelers Gade 9, st.th.

1035 København K

Tlf: 31133167

Det bliver aldrig det samme igen

" Min mor og hendes tidligere kæreste er ikke uvenner, de taler bare aldrig sammen. Jeg har ikke set ham i 7 år, men jeg tror, han virkelig godt kunne li´mig." Benjamin 17 år

Under en samtale i min klinik fortæller Benjamin om, hvordan det er for ham at være deleteenager. Han mødes i en gruppe og taler med jævnaldrende om, hvordan man kan få noget godt ud af sit liv på trods af skilsmisse. Det kan være forandrende at kunne dele sine inderste tanker og følelser med andre. Jeg har fået lov at fortælle hans historie, men har givet ham et andet navn. Nederst i teksten kan du læse mere om mit aktuelle tilbud, hvor du kan sparre 1200,- kr ved at melde dit barn i sorggruppe inden 10/05.

Han var sjov og fik ofte både Benjamin og hans mor til at grine

Benjamins mor og far blev skilt, da han var 4 år. Han så sin far hver anden weekend og boede med sin mor, som flyttede sammen med en ny mand og hans 2 piger på 10 og 12 år. Denne kæreste kom til at betyde meget for Benjamin på flere måder og de boede sammen i næsten 6 år af Benjamins barndom. De lavede en masse drenge-ting sammen og Benjamin fik som den eneste lov at komme med mors kæreste til fodboldkampe i parken. Han var sjov og fik ofte både Benjamin og hans mor til at grine. På et tidspunkt da Benjamin havde brækket benet til fodbold, da var det mors kæreste, som kørte afsted med ham i susende fart gennem byen og holdt ham i hånden, indtil hans mor kom. Nogle weekender tog de allesammen i sommerhus og Benjamin legede i haven med hans 2 piger.

Tillid er som en mødom, du kan kun miste den én gang

Men en dag, da Benjamin kom hjem fra skole, var hans mors kæreste væk og mor lå på sofaen og græd. Hun fortalte, at han havde haft en hemmelig kæreste. Han kom tilbage nogle dage efter med en masse røde blomster til Benjamins mor, men hun havde mistet tilliden til ham og ville ikke tale med ham. Det var sidste gang de så hinanden og Benjamin og hans mor flyttede til en anden by.

Jeg talte med Benjamin om, hvordan tillid på en måde er som en mødom, du kan kun miste den én gang. Den kan for mange være næsten umulig at genetablere, hvis den først er brudt og i dette tilfælde resulterede det i endnu en skilsmisse, som Benjamin skulle håndtere og et definitivt brud med en voksen, som havde stor betydning for ham.

"Det er en fordel at blive skilt, for så kan man få en større familie. Det er bare en 'bagdel', hvis man ikke snakker med hinanden bagefter." Benjamin 17 år

Lige nu er der åbent for nye børn og unge i sorggrupperne og du kan købe 10 gange sorggruppe til dit barn inden 10/5 og få en times gratis forældrekonsultation til en værdi af 1200, - kr.

Du kan læse mere om tilbud og min måde at arbejde på her:

http://prip1.webs.com/sorggrupper

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hvordan falder jeg i søvn, når mit hoved er fuld af tanker?

Når livet fuldstændig gakker ud og bider os i låret, så alt bliver vendt på hovedet, hvordan finder vi så ro? Jeg bliver ofte bedt om at hjælpe delebørn til at finde ro – og mange gange viser uro´en sig, når de skal falde i søvn. Jeg møder forældre som gerne vil støtte børnene i overgangen mellem det liv, som de tidligere havde sammen med mor og far og videre til livet som delebarn, hvor mange grundlæggende ting er ændret. Som forælder kan man ofte føle sig fuldstændig magtesløs i forhold til at hjælpe sit barn til at falde i søvn.

Når de grundlæggende faktorer er i orden såsom at barnet ikke har drukket cola inden sovetid, kommer regelmæssigt i seng til nogenlunde samme tid hver aften, får luftet ud på værelset og slukket for fjernsynet og andre skærme, så kan vi tage fat på, hvad denne søvnløshed gør tydeligt i barnets liv. Hvad vil de mange tanker i hovedet mon gøre opmærksom på?

Vi kan få til vane hele tiden at være i gang, så vi undgår at komme til at mærke. Men ofte oplever både børn og forældre, at midt i kaos kan stilheden være en værdifuld gave, som vi på en måde skal vænne os til igen. Det kan være konkret stilhed som fravær af lyde, men det kan også være stilhed, som man oplever, når man cykler en tur eller får massage eller noget helt tredje. Når der bliver stille, så kan vi nemlig mærke os selv. Og herfra kan vi komme videre....

Fotograf Dott Ovesen har lavet en smuk fotoserie om stilhed. Du kan se flere billeder fra den her:

http://www.dotts.dk/stilhed.html

Når jeg ser på billederne i denne fotoserie, så mærker jeg dyb forankring og ro. Hvad mærker du?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna

Dråben er ikke problemet - det er det fulde glas

I dag læste jeg en inspirerende artikel på DR´s hjemmeside med et interview af Peter Nielsen fra Center for Familie Udvikling. Jeg kender Peter fra faglige sammenhænge og oplever ham som både kærlig og dygtig. Det blev jeg igen mindet om, da jeg læste artiklen.

Som overskriften indikerer, så kan det i konflikt situationer være en god idé at holde op med at kigge på dråben og i stedet fokusere på, hvad glasset er alt for fyldt med. Det handler grundlæggende om at opdage de underliggende temaer, som jo netop er årsagen til at en konkret og måske endda en relativ ubetydelig situation kan udløse en konflikt.

Jeg ved fra mit eget arbejde som familieterapeut, at det netop kan være enormt svært for børn og unge at overhøre eller kende til skænderier mellem de skilte forældre, som for dem ikke rigtigt giver nogen mening.

Hvorfor bliver mor egentlig så rasende over, at far´s nye kæreste er med til min gymnastik opvisning i skolen? Eller hvordan kan det være at far bliver gal over, at mor ringer for at sige godnat til mig, når jeg sover hos ham? Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, som nogle delebørn fortæller om, når de kommer hos mig. Og hvis ikke forældrene finder ud af at løse de bagved liggende årsager, så vil de blot dukke op igen evt. som nye temaer. Det kan desværre resultere i, at nogle delebørn kommer til at tage alt for meget hensyn til de voksne i håbet om, at mor og far ikke skændes. Det er en umulig opgave og samtidig en uhensigtsmæssig tilgang til som delebarn at finde ro i livet med en mor og far, som lever hver for sig.

Bag ethvert problem, ligger en frustreret drøm - og det var drømmen, der kom først, siger Peter. Det er jeg enig med ham i og det vigtige må netop være, at finde ind til det bagvedliggende ønske, man har for sit barn, uanset om man er skilt eller ej.



Hvilke ønsker og drømme har du for jeres delebarn, som indirekte kan være årsag til frustration? Og hvordan kan det i talesættes overfor din eks på en konstruktive måde, så det kommer jer alle til gavn?


Du har læse hele artiklen her: http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Sexogparforhold/Artikler/2013/0213090412.htm

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Det første sekund

I dag den 08/02 åbner foto-udstillingen Det første sekund af Suste Bonnén på Ordrupgaard i Charlottenlund. Jeg var med til premieren i går, hvor Arnoldi bød velkommen bl.a. med ordene: ”Kunst er generøsitet”. Det er for mig utroligt sigende for Suste Bonnén´s værker. I denne udstilling deler hun kærligt ud af det særlige øjeblik, som vi alle selv har været igennem for at blive til levende mennesker og som vi forældre spændt venter på; mødet hvor vores barn kommer til verden og trækker vejret for første gang. Suste Bonnén har deltaget i 33 fødsler på Rigshospitalet i januar måned og det er der så kommet denne helt særlige udstilling ud af.

Jeg stod ved siden af en mormor, som var rørt over at se billedet af sit nye barnebarn. Det gjorde så stort indtryk på mig, at jeg faktisk også selv blev rørt, for der er noget særligt bevægende over at se et helt nyfødt barn. Det er bemærkelsesværdigt tydeligt, hvordan forskellige ansigtsudtryk og karaktertræk gør sig gældende på de udvalgte fotos, endda selvom nogle af babyerne endnu ikke har åbnet øjnene eller har trukket vejret. Det er stærke billeder, som minder mig om, at vi alle er ligeværdige i relation til liv og død. Det er magisk, at vi overhovedet er i live og har skullet kæmpe os vej hertil indsmurt i blod og fosterfedt uanset race og køn. Der er noget filterløst over fotoudstillingen med blod, navlestrenge og opskårne maver gjort klar til kejsersnit, som også fik mig til at tænke tilbage på min egen fødsel og den voldsomhed naturen nogle gange manifesterer sig på. Såvel liv som død er koblet til noget kropsligt og det kan være en stærk og hjerteåbnende oplevelse at være tæt på begge dele. Tiden står på en måde stille.

Jeg tænker at alle skilsmisse forældre kunne have godt af at blive mindet om dette lille mirakel som fødslen jo egentlig er. Babyens sårbarhed og afhængighed af at blive taget kærligt vare på af begge forældre og at det netop er sådan en lille vidunderlig skabning, som er bindeleddet mellem dig og din eks.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip