DR1 sendte 20/11 2010 dokumentar programmet 'Kasper – mellem frihed og fængsel', hvor vi følger en dreng gennem flere år, der begyndte at ryge hash som 12-årig.
Det er skræmmende at se, hvordan Kasper gentagne gange gennem udsendelsen med egne ord gør opmærksom på, han stadig lider af sorg. Både over forældrenes skilsmisse, fra han var helt lille og deres alvorlige kommunikations problem der har eksisteret lige siden. Han forklarer, at han ryger hash for at slappe af fra tankerne om forældrene, som kalder hinanden grimme ting, siger vidt forskellige ting og har skændtes i mange år. Han siger selv: ”de behøver ikke at snakke sammen – de skal bare lade være med at skændes og diskutere”. Det er faktisk stor visdom fra en dreng på 14 år. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad det mon kunne have gjort ved Kaspers liv, hvis forældrene havde lyttet til hans meget præcise og relativt simple ønske?
Jeg kender desværre til rigtigt mange unge drenge, som ryger sig skæv for at slappe af og slippe for at mærke sorgens tunge følelser. Det er et stort problem i vores samfund, for de drenge (og piger) kommer derved ikke gennem sorgen. I stedet udvikler de samtidig også et misbrugsproblem, bliver udviklingstruede, har tendens til aggressiv adfærd eller indadvendthed, sociale forstyrrelser og psykiske lidelser. I Kaspers tilfælde bliver hverdagen fyldt med hash, kriminalitet og i en periode institutionsanbringelse.
Tine Egelund, der er professor i socialt arbejde på SFI fortæller i dokumentar programmet: ”de anbragte børn får senere i livet dårligere uddannelser, dårligere indkomst, dårligere helbred, og de dør tidligere. De har også større misbrugsproblemer, og de er mere kriminelle end deres jævnaldrende.” Det er nedslående og triste udsigter, som intet barn burde have i sigte.
Mit eget arbejde består i at oplyse om vigtigheden af sorgarbejde og hjælpe familier videre gennem sorgen. Det er heldigvis ikke alle børn, som har det så svært som Kasper. Men rigtigt mange børn oplever, at enten far eller mor (og i nogle tilfælde begge forældre) taler grimt om den anden. Det er destruktivt, tenderer til psykisk vold og er direkte ødelæggende for børn at opleve. Det er sikkert ikke uden grund at forældre taler dårligt om hinanden, og det tror jeg heller ikke det var i Kaspers forældres tilfælde, men ikke desto mindre er det nødvendigt at lade være - ihvertfald foran børnene. Ingen børn bør lytte til den slags.
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip
Ingen kommentarer:
Send en kommentar