At være nysgerrig på kærligheden, selvom den ikke er helt synlig

 

"Vi har besluttet os for at blive sammen og var aldrig kommet til den beslutning, hvis ikke vi havde haft samtale hos dig" mor til 3 børn. Nogle beslutninger kræver mere mod end andre - sikke en FANTASTISK mail at modtage i dag på international familiedag J

I dag fejrer jeg en familie, som har valgt at blive sammen og undlade at blive skilt. Det er egentlig ret enkelt. Forældrene henvendte sig for at få en samtale med mig om, hvordan de bedst og mest skånsomt kunne få fortalt børnene, at de havde besluttet sig for at blive skilt. De lød umiddelbart fuldstændig afklarede og gjorde det tydeligt for mig, at de var kommet for at få rådgivning i forhold til børnene og ikke i forhold til deres indbyrdes forhold. Forholdet var afsluttet og havde sådan set været slut det sidste halve års tid. Faderen havde allerede indledt et nyt forhold og moderen havde fundet et nyt sted at bo. Det eneste de manglede var at få det fortalt til børnene og så kunne de flytte hvert til sit. Alligevel var der noget i den måde, som de kiggede på hinanden og måden de talte med hinanden på, der fik mig til alligevel at undersøge, hvilken kærlighed de havde haft til hinanden, siden de havde fået 3 børn sammen.

Det kræver mod at turde kigge forbi smerten, når man i lang tid har mistet håbet og tænkt, at den eneste vej er en skilsmisse. At turde kigge på sin partner og fortælle om sine inderste ønsker – uanset om de kan blive indfriet eller ej. Når begge åbner op og tillader sårbarheden at få en stemme. Det er virkelig smukt og dybt forvandlende at være vidne til, når det sker.

Da samtalen var slut, var intet besluttet. De skulle hjem og mærke efter hver især, hvad der ville give mest mening. Det kunne sådan set gå begge veje. I dag fik jeg en mail fra dem om, at de havde besluttet sig for at blive sammen og arbejde på at få tingene til at fungere i stedet. Det er da vel nok livsbekræftende og virkelig mit arbejde værd!

 

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

 

Kærlig hilsen

 

Anna Prip

De angste (dele)børn

 

Sent i går aftes tikkede der en mail ind i min indbakke fra en mor til en dreng på 14 år, som jeg havde nogle samtaler med sidste år. Jeg havde også samtale med både hans far og mor. Hans forældre var blevet skilt og han havde efterfølgende oplevet nogle ting, som gav ham voldsomme angst symptomer. Hans liv var på flere måder påvirket i begrænsende omfang af angsten, så han havde svært ved at være væk fra sin mor og overnattede meget sjældent hos sin far eller hos venner. I skolen styrede angsten også på flere måder, så det var umuligt for ham at deltage i skolearrangementer, idræt eller andre sociale begivenheder.

Han sad i går aftes med sin mor og så programmet på DR1 ”De angste børn” og reflekterede over, hvad der havde hjulpet ham videre. Hans mor var så sød at sende mig nogle linjer på en mail om dele af deres samtale. Han syntes, det på en måde var mærkeligt at tænke på, at det egentlig ikke var så længe siden, så mange ting også havde været svært for ham. De havde også talt om, at nogle gange så brokkede han sig over at skulle afsted til samtale og efterfølgende oplevede han altid lettelse. ”Det var jo bare fordi, det var svært at snakke om de ting. Så var det nemmere at lade være. Men så var det jo ikke blevet bedre….”

Jeg oplever dyb taknemmelighed over at have været med til at forandre hans liv, så han nu både tager på ferie med sin far, har et rigt teenageliv med venner og livsglæde og skolen fortæller, de oplever en glad dreng, som igen trives socialt og fagligt. Sikke en gave! Det fortæller mig også, at det er utrolig vigtigt at møde et barn der, hvor det virkelig er - liiiiige netop den dag og på det tidspunkt, hvor vi mødes. Jeg kan godt huske, nogle samtaler begyndte med at tale om, hvor lidt han havde lyst til at komme ind til samtale. Når man er teenager, så er man primært lyststyret og mindre fornuftsstyret (og sådan kan man altså også have det som voksen!) så selvom han godt vidste, han ville få det bedre af blot en times samtale hos mig, så var det alligevel indimellem svært at vælge det til. Jeg sluttede altid samtalerne af med, at han selv valgte, om vi skulle tale sammen igen og i så fald hvor lang tid, der skulle gå mellem samtalerne, så han på den måde kunne være med til at styre forløbet. Han sluttede altid samtalerne af med at sige tak og give mig et glad knus. I dag er det mig som terapeut, der siger tak J

Hvis du ikke så programmet om de angste børn, kan du kigge med her:

http://www.dr.dk/tv/se/dr1-dokumentaren/dr1-dokumentaren-de-angste-boern

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Kærlighed – hvad er det?

 

Jeg møder mange delebørn, som har svært ved at finde ud af, hvordan det kan være, at de voksne er blevet skilt, med begrundelsen at de er holdt op med at elske hinanden. Ofte er det dybt skræmmende for dem at høre, at to mennesker – som de jo selv elsker – kan stoppe med at elske hinanden. For hvad så med mig, kan de også stoppe med at elske mig?

Eva Matjeka har skrevet en bog til børn, som netop handler om at belyse kærligheden fra forskellige vinkler. Vif Dissing har illustreret bogen med fine milde strøg, der understøtter teksten, som i børnehøjde både er poetisk og filosoferende. Bogen kan benyttes til at åbne op for en snak med dit delebarn om kærlighed og hvad det er for en størrelse.

 

”Jeg går rundt og tænker på

Er mon kærligheden blå

Li´som himlen, kæmpestor

Varm og blød som bedstemor?

 

Kan man ha´ den i en taske

Kan man hælde den på flaske

Kan den også være gul

Ligner den en sommerfugl?

Er den i min lillebror

Også når han bliver stor

Eller er det kun hos mor,

Kærligheden altid bor?”

 

Citat fra bogen, som er udgivet på forlaget Facet 2010. Du kan læse mere om forfatteren og bogen på følgende side: www.ordpaalivet.dk

 

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

 

Kærlig hilsen

 

Anna Prip

Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke

”Nulstil din dømmende stemme og knyt forbindelse til din evne til at undres”.

Sådan står der på side 55 i Notesbog, som jeg modtog med posten forleden. Ordene er trykt øverst på en side, hvor baggrunden udgør et foto af en gråstribet kat, som kigger direkte og meget vågent og roligt tilbage på læseren og på modsatte side er der lavet plads til egne noter. Billedet af den kat, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne evne er for at deleforældre kan navigere gennem et landskab af en ny familiestruktur, som alle familiemedlemmer skal trives i - uanset om man er voksen eller barn. Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke. Det kræver nogle gange, at man som voksen nulstiller sin dømmende stemme overfor den anden forælder og øver sig i evnen til at undres.

Bogen er opstået ud af et samarbejde mellem to kvinder, som jeg har mediteret med gennem flere år. Pia Brøgger hjælper virksomheder med ledelse og har udvalgt nogle citater til bogen fra et ledelsesredskab, som hedder Teori U. Dott Ovesen er fotograf og har illustreret bogen med hendes udvalgte optiske vinkler. De er begge kvinder, som ved en hel del om at være tilstede med det som er, på trods af hvilken livssituation det så måtte være.

 Men lad mig starte et andet sted i notesbogen, hvor der er et billede af en trappe i solskin med et snoet jerngelænder og med grønt i baggrunden. Det foto fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom, hvor jeg nogle gange bare sad på en trappe og betragtede verden. Alt var roligt omkring mig og mit sind var åbent og klar til at modtage. Ingen trusler om skilsmisse, flytning eller konflikter. Jeg husker sådanne øjeblikke som sikre og trygge og jeg er som voksen i stand til at forbinde mig til den slags tilstande både gennem hukommelsen, ved at se på dette foto eller ved rent faktisk at opholde mig på en trappe i solskin. Der er noget særligt og helt enkelt over at sidde på en trappesten og filosofere over verden. Her kan jeg nulstille min dømmende stemme og knytte forbindelse til min evne til at undres.

Som familieterapeut får jeg mange henvendelser fra familier, hvor både delebørn og forældre har angst eller stresslignende symptomer pga skilsmissen. Nogle har svært ved at falde i søvn, andre kan vågne op med uro. Nogle har mavepine eller hovedpine flere gange i løbet af en dag uden nogen fysisk forklaring på disse symptomer, mens andre er ekstremt trætte og har mistet energien til at relatere til andre mennesker. En stor del af mit arbejde består i at hjælpe disse børn og voksne tilbage til en tilstand af ro på trods af den uro, som hærger pga skilsmissen. Når først vi får en pause, hvor sindet ikke er på overarbejde med, f.eks. hvad den ene har gjort eller den anden burde gøre, så kommer vores hjerne (og efterfølgende resten af vores krop!) tilbage i en tilstand af tryghed og ro. Min erfaring er, at børn generelt er meget bedre til at komme tilbage til denne tilstand af ro, end vi voksne er. Der er ikke så mange år og lag af tanker, som de skal give slip på. Med denne bog i hånden kan du med fordel lade dig inspirere, blive mindet om disse små pauser, skrive lidt ned og reflektere over livets dybere mening – forbi enhver skilsmisse.....

Du kan læse mere om Notesbogen her: www.ankerhus.dk

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

When elephants fight the grass suffers

Det afrikanske ordsprog indikerer i denne sammenhæng, at når to magtfulde individer kæmper, som forældre jo er, så lider dem, som er placeret under dem – altså børnene. I nedenstående klip tager det lidt under 4 minutter for to skilte forældre at ryge verbalt i totterne på hinanden – endda selvom de har selveste Iyanla Vanzant som terapeut på Oprahs TV kanal! Måske du kan genkende sådan en måde at kommunikere på med din x, hvor det fra den ene side kan opleves som bebrejdelser og fra den anden side som tomme løfter? I hvert fald ender ca 1/3 af alle skilsmisser i Danmark i statsforvaltningen af lignende årsager. På nedenstående TV link overhører delebørnene (heldigvis) ikke forældrene tale sådan til hinanden, men for rigtigt mange delebørn, som jeg taler med i min klinik, er det desværre ofte sådan, at børnene hører og er vidne til meget mere, end de voksne er klar over.

Jeg vil invitere dig til at være med i et lille eksperiment:

1. Når du ser klippet, så prøv at lægge mærke til, hvilke følelser der opstår i dig, når du hører denne mor og far forsøge at aftale samvær som fraskilte forældre.

2. Hvilke følelser gætter du på, at jeres delebarn ville have, hvis han/hun overhørte dig og din x tale på en lignende måde til hinanden?
3. Hvis du kendte et delebarn med forældre i lignende situation, hvad kunne du så ønske for det barn?

http://www.oprah.com/own-iyanla-fix-my-life/Iyanlas-Co-Parenting-Guidelines-for-Sheree-and-Bob-Whitfield-Video

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

www.annaprip.dk

Cort Adelers Gade 9, st.th.

1035 København K

Tlf: 31133167

Det bliver aldrig det samme igen

" Min mor og hendes tidligere kæreste er ikke uvenner, de taler bare aldrig sammen. Jeg har ikke set ham i 7 år, men jeg tror, han virkelig godt kunne li´mig." Benjamin 17 år

Under en samtale i min klinik fortæller Benjamin om, hvordan det er for ham at være deleteenager. Han mødes i en gruppe og taler med jævnaldrende om, hvordan man kan få noget godt ud af sit liv på trods af skilsmisse. Det kan være forandrende at kunne dele sine inderste tanker og følelser med andre. Jeg har fået lov at fortælle hans historie, men har givet ham et andet navn. Nederst i teksten kan du læse mere om mit aktuelle tilbud, hvor du kan sparre 1200,- kr ved at melde dit barn i sorggruppe inden 10/05.

Han var sjov og fik ofte både Benjamin og hans mor til at grine

Benjamins mor og far blev skilt, da han var 4 år. Han så sin far hver anden weekend og boede med sin mor, som flyttede sammen med en ny mand og hans 2 piger på 10 og 12 år. Denne kæreste kom til at betyde meget for Benjamin på flere måder og de boede sammen i næsten 6 år af Benjamins barndom. De lavede en masse drenge-ting sammen og Benjamin fik som den eneste lov at komme med mors kæreste til fodboldkampe i parken. Han var sjov og fik ofte både Benjamin og hans mor til at grine. På et tidspunkt da Benjamin havde brækket benet til fodbold, da var det mors kæreste, som kørte afsted med ham i susende fart gennem byen og holdt ham i hånden, indtil hans mor kom. Nogle weekender tog de allesammen i sommerhus og Benjamin legede i haven med hans 2 piger.

Tillid er som en mødom, du kan kun miste den én gang

Men en dag, da Benjamin kom hjem fra skole, var hans mors kæreste væk og mor lå på sofaen og græd. Hun fortalte, at han havde haft en hemmelig kæreste. Han kom tilbage nogle dage efter med en masse røde blomster til Benjamins mor, men hun havde mistet tilliden til ham og ville ikke tale med ham. Det var sidste gang de så hinanden og Benjamin og hans mor flyttede til en anden by.

Jeg talte med Benjamin om, hvordan tillid på en måde er som en mødom, du kan kun miste den én gang. Den kan for mange være næsten umulig at genetablere, hvis den først er brudt og i dette tilfælde resulterede det i endnu en skilsmisse, som Benjamin skulle håndtere og et definitivt brud med en voksen, som havde stor betydning for ham.

"Det er en fordel at blive skilt, for så kan man få en større familie. Det er bare en 'bagdel', hvis man ikke snakker med hinanden bagefter." Benjamin 17 år

Lige nu er der åbent for nye børn og unge i sorggrupperne og du kan købe 10 gange sorggruppe til dit barn inden 10/5 og få en times gratis forældrekonsultation til en værdi af 1200, - kr.

Du kan læse mere om tilbud og min måde at arbejde på her:

http://prip1.webs.com/sorggrupper

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Hvordan falder jeg i søvn, når mit hoved er fuld af tanker?

Når livet fuldstændig gakker ud og bider os i låret, så alt bliver vendt på hovedet, hvordan finder vi så ro? Jeg bliver ofte bedt om at hjælpe delebørn til at finde ro – og mange gange viser uro´en sig, når de skal falde i søvn. Jeg møder forældre som gerne vil støtte børnene i overgangen mellem det liv, som de tidligere havde sammen med mor og far og videre til livet som delebarn, hvor mange grundlæggende ting er ændret. Som forælder kan man ofte føle sig fuldstændig magtesløs i forhold til at hjælpe sit barn til at falde i søvn.

Når de grundlæggende faktorer er i orden såsom at barnet ikke har drukket cola inden sovetid, kommer regelmæssigt i seng til nogenlunde samme tid hver aften, får luftet ud på værelset og slukket for fjernsynet og andre skærme, så kan vi tage fat på, hvad denne søvnløshed gør tydeligt i barnets liv. Hvad vil de mange tanker i hovedet mon gøre opmærksom på?

Vi kan få til vane hele tiden at være i gang, så vi undgår at komme til at mærke. Men ofte oplever både børn og forældre, at midt i kaos kan stilheden være en værdifuld gave, som vi på en måde skal vænne os til igen. Det kan være konkret stilhed som fravær af lyde, men det kan også være stilhed, som man oplever, når man cykler en tur eller får massage eller noget helt tredje. Når der bliver stille, så kan vi nemlig mærke os selv. Og herfra kan vi komme videre....

Fotograf Dott Ovesen har lavet en smuk fotoserie om stilhed. Du kan se flere billeder fra den her:

http://www.dotts.dk/stilhed.html

Når jeg ser på billederne i denne fotoserie, så mærker jeg dyb forankring og ro. Hvad mærker du?

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna