Overvejer du at blive skilt?

Hvis du overvejer at blive skilt, så gå lige først i biografen og se den belgisk-franske film af Joachim Lafosse "Efter kærligheden", som netop har haft premiere. Hvis du allerede er blevet skilt, så se den alligevel. Den er realistisk og barsk og endda skildret uden additionelle problematikker med utroskab eller vold. Den franske titel "Léconomie de couple" kunne måske bedre oversættes til noget lignende "regnskabets time", som netop indikerer, filmen også handler om de økonomiske udfordringer, som ofte indtræffer, når skilsmissen bliver en realitet.

Anmelderne skriver blandt andet følgende:

"Dér, hvor beslutningen er taget, men hvor man ikke er kommet rigtigt væk fra hinanden. Dér, hvor tålmodigheden er mindst, og de hårdeste ord bliver sagt. Og dér, hvor man ikke har overskud til andet end at følge hverdagens rutiner og håbe på, at det hele på et tidspunkt bliver bedre...Lafosse kaster publikum ind i lejligheden og låser døren. I 98 minutter følger vi de fire personer helt tæt, ind og ud af døre – og rundt i lejligheden i lange kameraindstillinger, indtil man til sidst er helt svimmel. Atmosfæren er forkrampet, og den klaustrofobiske stemning spreder sig i rummene, som synes mindre og mindre." 
Samina Jakobsen, Ekko.


Du kan se et klip fra filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=m6Ijj1QBx30

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste 

Kærlig hilsen

Anna Prip

Barnets bedste - efter skilsmissen

”Kaninen kunne få et bur i begge hjem og et rejsebur, så Klara altid kunne have den hos sig. Klara tænkte lidt og sagde så, at det det troede hun ikke var en god løsning, for det ville blive alt for megen flytten rundt – for kaninen”. 

Således genfortæller Ruth Juul en af mange samtaler med børn om skilsmissen og dens konsekvenser.

Det er næsten 10 år siden jeg første gang mødte Ruth Juul til en samtale, som hun havde inviteret mig til. Vi talte et par timer om vores forskellige bud på, hvordan vi bedst støtter børn i sorg. Det var dengang jeg lige var startet op som selvstændig med børnegrupper i Vartov og hun lige var startet i Center for Familieudvikling. Herefter har vi mødtes nogle gange i faglige sammenhænge hvor skilsmisse var på dagsordenen og forleden fik jeg tilsendt et anmelder eksemplar af hendes bog med den vigtige titel: ”Barnets bedste – efter skilsmissen” som udkommer i dag på forlaget Kondia.

Bogen indeholder en lang række beskrivelser af samtaler, hun har haft med børn og forældre omkring skilsmissen. Derudover er der konkrete forslag til, hvordan man håndterer alle de mange udfordringer og dilemmaer, man kan stå i som forælder til et delebarn. Og så er der spørgsmål, man kan stille sig selv og medforælderen, som hun foretrækker at kalde barnets anden forælder.

”At høre, hvad børn har på hjerte, er at gå i børnehøjde og se, hvordan verden, ønskerne og dilemmaerne tager sig ud set fra barnets perspektiv. Det er en øvelse, som indebærer risikoen for, at du får noget andet at vide end det, du håber, men det kan også være, du får noget at vide, du slet ikke havde tænkt på”.

Det er kun delebarnet selv, der kan svare på, hvordan det opleves at være ham eller hende. Vi voksne kan have hypoteser og formodninger om, hvordan livet som delebarn opleves, men vi kan kun gætte. Denne bog giver råd til, hvordan du kan samarbejde med barnets anden forælder og dermed at skabe de bedste vilkår for delebarnet.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Kan børn deles?

I sidste uge var jeg med til en ph.d. - afhandling på Københavns Universitet med titlen: ”Kan børn deles? Børns perspektiver på hverdagsliv på tværs af to hjem”. Det var min nye kollega på Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem, Anja Marschall, som offentligt forsvarede sine 3 år lange studier.

Som titlen indikerer, talte hun især om delebørns hverdagsliv og hvordan de opfatter det at bo to steder. Hendes studier var baseret på børnetegninger, lydoptagelser og børneinterviews – eller ”obser-views”, som hun kaldte det. Når man interviewer børn, så skal man nemlig både være opmærksom på det, de siger, men så sandelig også det, som de ikke får sagt. Man må gøre sig iagttagelser og inddrage både ansigtsudtryk, stilhed og tøven. Et barn, som ikke taler så meget om sit deleliv, siger dermed også meget!

Anja forsøgte gennem sin ph.d. at finde svar på følgende spørgsmål:

1)      Hvilke muligheder, begrænsninger og dilemmaer træder frem ved deleordning?

2)      Hvordan former børns deltagelse på tværs af to hjem deres forståelse af sig selv og familielivet?

Nogle af de resultater, hun fandt frem til i sin forskning var, at delebørn trives bedst, når hverdagslivet fungerer på følgende 3 punkter:

1)      Hvis forældrene bor relativt tæt på hinanden

2)      Hvis børns perspektiv medregnes

3)      Hvis forældrene kan kommunikere

Alligevel lever mange delebørn med en følelse af savn og tomhed som en grundlæggende præmis, selvom ovenstående tre punkter er opfyldt.

Samuel på 6 år siger følgende på lydoptagelsen:

”Det er bare fordi at jeg synes det er rigtig lang tid siden jeg har været hjemme ved min far. Jeg tænker, at jeg rigtigt godt vil hjem til min far, og at jeg savner ham. Men jeg gad altså også godt at være hjemme ved min mor, og det var bare lige det”.

Et delebarn har ét hjerte, men det tilhører begge forældre.

Savnet fortæller noget om vores tilhørsforhold til hinanden, for man savner som bekendt dem, som man holder af. Savn er hermed en grundfølelse for delebarnet - en størrelse, som kan vokse sig større eller som man kan gøre noget ved og forholde sig til. Som kan forsvinde i en periode og som kan dukke op på uventede tidspunkter. Et delebarn har ét hjerte, men det tilhører tydeligvis begge forældre.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du som fagpersonale bedst støtter et barn gennem skilsmissen, så afholder jeg i samarbejde med seminarer.dk et 2-dags kursus i Odense den 9. og 10. december 2014. Du kan læse mere om program og tilmelding på følgende link: http://seminarer.dk/arrangementer/naar-mor-og-fra-gaar-fra-hinanden/

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

At være nysgerrig på kærligheden, selvom den ikke er helt synlig

 

"Vi har besluttet os for at blive sammen og var aldrig kommet til den beslutning, hvis ikke vi havde haft samtale hos dig" mor til 3 børn. Nogle beslutninger kræver mere mod end andre - sikke en FANTASTISK mail at modtage i dag på international familiedag J

I dag fejrer jeg en familie, som har valgt at blive sammen og undlade at blive skilt. Det er egentlig ret enkelt. Forældrene henvendte sig for at få en samtale med mig om, hvordan de bedst og mest skånsomt kunne få fortalt børnene, at de havde besluttet sig for at blive skilt. De lød umiddelbart fuldstændig afklarede og gjorde det tydeligt for mig, at de var kommet for at få rådgivning i forhold til børnene og ikke i forhold til deres indbyrdes forhold. Forholdet var afsluttet og havde sådan set været slut det sidste halve års tid. Faderen havde allerede indledt et nyt forhold og moderen havde fundet et nyt sted at bo. Det eneste de manglede var at få det fortalt til børnene og så kunne de flytte hvert til sit. Alligevel var der noget i den måde, som de kiggede på hinanden og måden de talte med hinanden på, der fik mig til alligevel at undersøge, hvilken kærlighed de havde haft til hinanden, siden de havde fået 3 børn sammen.

Det kræver mod at turde kigge forbi smerten, når man i lang tid har mistet håbet og tænkt, at den eneste vej er en skilsmisse. At turde kigge på sin partner og fortælle om sine inderste ønsker – uanset om de kan blive indfriet eller ej. Når begge åbner op og tillader sårbarheden at få en stemme. Det er virkelig smukt og dybt forvandlende at være vidne til, når det sker.

Da samtalen var slut, var intet besluttet. De skulle hjem og mærke efter hver især, hvad der ville give mest mening. Det kunne sådan set gå begge veje. I dag fik jeg en mail fra dem om, at de havde besluttet sig for at blive sammen og arbejde på at få tingene til at fungere i stedet. Det er da vel nok livsbekræftende og virkelig mit arbejde værd!

 

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

 

Kærlig hilsen

 

Anna Prip

De angste (dele)børn

 

Sent i går aftes tikkede der en mail ind i min indbakke fra en mor til en dreng på 14 år, som jeg havde nogle samtaler med sidste år. Jeg havde også samtale med både hans far og mor. Hans forældre var blevet skilt og han havde efterfølgende oplevet nogle ting, som gav ham voldsomme angst symptomer. Hans liv var på flere måder påvirket i begrænsende omfang af angsten, så han havde svært ved at være væk fra sin mor og overnattede meget sjældent hos sin far eller hos venner. I skolen styrede angsten også på flere måder, så det var umuligt for ham at deltage i skolearrangementer, idræt eller andre sociale begivenheder.

Han sad i går aftes med sin mor og så programmet på DR1 ”De angste børn” og reflekterede over, hvad der havde hjulpet ham videre. Hans mor var så sød at sende mig nogle linjer på en mail om dele af deres samtale. Han syntes, det på en måde var mærkeligt at tænke på, at det egentlig ikke var så længe siden, så mange ting også havde været svært for ham. De havde også talt om, at nogle gange så brokkede han sig over at skulle afsted til samtale og efterfølgende oplevede han altid lettelse. ”Det var jo bare fordi, det var svært at snakke om de ting. Så var det nemmere at lade være. Men så var det jo ikke blevet bedre….”

Jeg oplever dyb taknemmelighed over at have været med til at forandre hans liv, så han nu både tager på ferie med sin far, har et rigt teenageliv med venner og livsglæde og skolen fortæller, de oplever en glad dreng, som igen trives socialt og fagligt. Sikke en gave! Det fortæller mig også, at det er utrolig vigtigt at møde et barn der, hvor det virkelig er - liiiiige netop den dag og på det tidspunkt, hvor vi mødes. Jeg kan godt huske, nogle samtaler begyndte med at tale om, hvor lidt han havde lyst til at komme ind til samtale. Når man er teenager, så er man primært lyststyret og mindre fornuftsstyret (og sådan kan man altså også have det som voksen!) så selvom han godt vidste, han ville få det bedre af blot en times samtale hos mig, så var det alligevel indimellem svært at vælge det til. Jeg sluttede altid samtalerne af med, at han selv valgte, om vi skulle tale sammen igen og i så fald hvor lang tid, der skulle gå mellem samtalerne, så han på den måde kunne være med til at styre forløbet. Han sluttede altid samtalerne af med at sige tak og give mig et glad knus. I dag er det mig som terapeut, der siger tak J

Hvis du ikke så programmet om de angste børn, kan du kigge med her:

http://www.dr.dk/tv/se/dr1-dokumentaren/dr1-dokumentaren-de-angste-boern

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Kærlighed – hvad er det?

 

Jeg møder mange delebørn, som har svært ved at finde ud af, hvordan det kan være, at de voksne er blevet skilt, med begrundelsen at de er holdt op med at elske hinanden. Ofte er det dybt skræmmende for dem at høre, at to mennesker – som de jo selv elsker – kan stoppe med at elske hinanden. For hvad så med mig, kan de også stoppe med at elske mig?

Eva Matjeka har skrevet en bog til børn, som netop handler om at belyse kærligheden fra forskellige vinkler. Vif Dissing har illustreret bogen med fine milde strøg, der understøtter teksten, som i børnehøjde både er poetisk og filosoferende. Bogen kan benyttes til at åbne op for en snak med dit delebarn om kærlighed og hvad det er for en størrelse.

 

”Jeg går rundt og tænker på

Er mon kærligheden blå

Li´som himlen, kæmpestor

Varm og blød som bedstemor?

 

Kan man ha´ den i en taske

Kan man hælde den på flaske

Kan den også være gul

Ligner den en sommerfugl?

Er den i min lillebror

Også når han bliver stor

Eller er det kun hos mor,

Kærligheden altid bor?”

 

Citat fra bogen, som er udgivet på forlaget Facet 2010. Du kan læse mere om forfatteren og bogen på følgende side: www.ordpaalivet.dk

 

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

 

Kærlig hilsen

 

Anna Prip

Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke

”Nulstil din dømmende stemme og knyt forbindelse til din evne til at undres”.

Sådan står der på side 55 i Notesbog, som jeg modtog med posten forleden. Ordene er trykt øverst på en side, hvor baggrunden udgør et foto af en gråstribet kat, som kigger direkte og meget vågent og roligt tilbage på læseren og på modsatte side er der lavet plads til egne noter. Billedet af den kat, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne evne er for at deleforældre kan navigere gennem et landskab af en ny familiestruktur, som alle familiemedlemmer skal trives i - uanset om man er voksen eller barn. Hvis ikke begge forældre bliver ok med skilsmissen, så gør delebarnet heller ikke. Det kræver nogle gange, at man som voksen nulstiller sin dømmende stemme overfor den anden forælder og øver sig i evnen til at undres.

Bogen er opstået ud af et samarbejde mellem to kvinder, som jeg har mediteret med gennem flere år. Pia Brøgger hjælper virksomheder med ledelse og har udvalgt nogle citater til bogen fra et ledelsesredskab, som hedder Teori U. Dott Ovesen er fotograf og har illustreret bogen med hendes udvalgte optiske vinkler. De er begge kvinder, som ved en hel del om at være tilstede med det som er, på trods af hvilken livssituation det så måtte være.

 Men lad mig starte et andet sted i notesbogen, hvor der er et billede af en trappe i solskin med et snoet jerngelænder og med grønt i baggrunden. Det foto fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom, hvor jeg nogle gange bare sad på en trappe og betragtede verden. Alt var roligt omkring mig og mit sind var åbent og klar til at modtage. Ingen trusler om skilsmisse, flytning eller konflikter. Jeg husker sådanne øjeblikke som sikre og trygge og jeg er som voksen i stand til at forbinde mig til den slags tilstande både gennem hukommelsen, ved at se på dette foto eller ved rent faktisk at opholde mig på en trappe i solskin. Der er noget særligt og helt enkelt over at sidde på en trappesten og filosofere over verden. Her kan jeg nulstille min dømmende stemme og knytte forbindelse til min evne til at undres.

Som familieterapeut får jeg mange henvendelser fra familier, hvor både delebørn og forældre har angst eller stresslignende symptomer pga skilsmissen. Nogle har svært ved at falde i søvn, andre kan vågne op med uro. Nogle har mavepine eller hovedpine flere gange i løbet af en dag uden nogen fysisk forklaring på disse symptomer, mens andre er ekstremt trætte og har mistet energien til at relatere til andre mennesker. En stor del af mit arbejde består i at hjælpe disse børn og voksne tilbage til en tilstand af ro på trods af den uro, som hærger pga skilsmissen. Når først vi får en pause, hvor sindet ikke er på overarbejde med, f.eks. hvad den ene har gjort eller den anden burde gøre, så kommer vores hjerne (og efterfølgende resten af vores krop!) tilbage i en tilstand af tryghed og ro. Min erfaring er, at børn generelt er meget bedre til at komme tilbage til denne tilstand af ro, end vi voksne er. Der er ikke så mange år og lag af tanker, som de skal give slip på. Med denne bog i hånden kan du med fordel lade dig inspirere, blive mindet om disse små pauser, skrive lidt ned og reflektere over livets dybere mening – forbi enhver skilsmisse.....

Du kan læse mere om Notesbogen her: www.ankerhus.dk

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip